Britisk-indiske Jaguar er ikke, hvad det har været. Mærket, der vil konkurrere med Bentley, bygger nu kun én eneste bil.
Hen over de seneste måneder er Jaguars modelprogram blevet kraftigt reduceret. Og nu er det britisk-indiske mærke nået der til, hvor der kun er en bil tilbage på samlebåndet.
Efter et farvel til mærkets sidste sportsvogn F-Type er også XE, XF, E-Pace og I-Pace røget sig en tur. Således er det nu kun SUV’en F-Pace, der er tilbage.
Det skriver Automotive News Europe.
Tørken i modelprogrammet mener Jaguar dog at kunne forklare. Desuden skal den efter planen heller ikke vare alt for længe. Allerede næste år – altså i 2025 – kommer de første nye Jaguar-modeller i meget lang tid.
LÆS OGSÅ: Kevin Magnussen er færdig hos Haas, skriver medie
– Vi fjerner fem bilmodeller. Alle med lav værdi for os.
– Ingen af bilerne er modeller, som vi har tjent penge på. Så vi erstatter dem med nye køretøjer på nyudviklede platforme, har mærkets direktør Adrian Mardell sagt til investorerne.
Jaguar Land Rover – også bare kaldet JLR-gruppen – lancerer efter planen seks helt nye modeller. De kommer dog langt hen ad vejen til at dele teknikken fra én fælles platform.
Modellerne fordeles med tre til Jaguar og tre til Land Rover. Begge mærker, som ikke rigtig gør noget væsen af sig i Danmark. Bedst går det dog for Land Rover.
Englændernes danske importør har solgt 50 biler i Danmark fra 1. januar til 30. juni 2024. Jaguar har derimod fået indregistreret bare to biler i samme periode.
Læs flere spændende nyheder fra og om bilernes verden lige her