Den vinder næppe nogen skønhedskonkurrencer, men tyske Dahler har sørget for hele 621 hestekræfter i den lille BMW M2.
Den lille BMW M2 deler i hvert fald designmæssigt vandene. Men det er ikke meget anderledes med resten af tyskernes nuværende modelprogram.
Når det så er sagt, er M2’eren en raket. Og det allerede fra fabrikken. Med Competition-pakken leverer den 3-liters rækkesekser allerede fra fabrikken 480 hestekræfter.
Men der er mere at komme efter. Meget mere. Hvis man spørger hos de tysk-schweiziske tunere hos Dahler, kan opgraderingerne inddeles i to trin. Det fortæller tuneren i en pressemeddelelse.
Stage 1 er allerede præsenteret. Det skete umiddelbart efter, at den nuværende M2 blev sendt på gaden. Nu er Stage 2 klar.
LÆS OGSÅ: Aktivister får 5 års fængsel for at spærre motorveje
Og ikke bare er der markant flere hestekræfter at komme efter. Der er også markant flere hestekræfter, end vi finder i fabriksudgaven af både M3 og M8. Det hele selvfølgelig med BMW’s kendetegn i form af baghjulstræk.
Hele 621 hestekræfter og 750 newtonmeter er det blevet til. Bl.a. fordi rækkesekseren nu trækker vejret gennem en indsugning fra Eventuri. Det betyder kulfiber og en pokkers masse af det. Selve motorstyringen er der også kælet for.
Interessant nok har Dahler ikke sagt noget om, hvorvidt der er pillet ved indmaden i motoren. Det hele kan altså være kørt på fabriksdelene. Og det har måske ikke engang været nødvendigt med større turboer.
Den slags opgraderinger er selvfølgelig ikke noget, man bare lige giver sig i kast med. I hvert fald ikke også uden at tage hensyn til resten af bilen. Så undervognen har fået sig en gevaldig opstramning.
Den helt store omgang inkluderer en gevindundervogn. Selvom M2-ejerne også kan ‘nøjes’ med et sæt nye sænkningsfjedre. Uanset hvad, er der nu rig mulighed for at flå de 295/25-21″ store bagdæk i stykker. Selvom mindre 20″ også kan gøre det.
Prisen? Det kommer helt an på, hvor mange krydser du tør sætte på listen med ekstraudstyr. Men du skal lige huske bilen først. I Danmark koster den nuværende BMW M2 fra 1,6 millioner kroner. Men så er afgiften også betalt.
Læs flere spændende nyheder fra og om bilernes verden lige her