I et nyt interview med Autocar løfter Ferraris administrerende direktør Benedetto Vigna sløret for, hvad mærket mener er fremtiden. Nemlig e-fuel i biler med forbrændingsmotor.
E-fuel – eller syntetisk brændstof – er fremtiden.
I hvert fald hvis man spørger Ferraris administrerende direktør Benedetto Vigna. I et interview med Autocar gjorde Vigna det klart, at der ikke rigtig er nogen vej uden om e-fuel.
– Vi tror ikke på, at tiden for biler med forbrændingsmotor er forbi, og den vil gå gennem udviklingen af e-brændstoffer, siger Benedetto Vigna ifølge Autocar.
I stedet peger direktøren på, at Ferrari vil lancere fremtidige modeller som uden problemer kan køre på det syntetiske benzin. Dermed lægger italienerne sig på linje med Koenigsegg i Sverige.
LÆS OGSÅ: 2 ud af 3 bilforhandlere nægter at tage elbiler i bytte
På fabrikken i Ängelholm er det ikke mange år siden, at man luftede idéen om en elbil med 2.000 hestekræfter. Men idéen er lagt på is igen. Netop på grund af mulighederne i syntetisk benzin som svenskerne mener at kunne se.
– Det er totalt vanvid, at de store bilproducenter ikke kigger mere på de løsninger. Der er ikke nok vedvarende brændstof til, at alle kan køre på det hele tiden.
– Men kører du det meste af turen på el, skal der ikke meget e85 eller HVO100 til. En plug-in hybrid, der kører på HVO100, når den ikke kører på el, er det allerbedste for klimaet, siger mærkets grundlægger Christian von Koenigsegg til det svenske medie Carup.
Tilbage hos Ferrari i Maranello vil direktør Vigna heller ikke udelukke, at brintbiler kan spille en rolle i fremtidens modelprogram. Men det er noget, Ferrari først ser for sig efter 2030.
Det er da heller ikke første gang, at Ferrari-direktøren taler varmt om og for de syntetiske brændstoffer. Allerede sidste år pegede han på, at brændstoffet kunne hjælpe med at nedbringe bilindustriens samlede CO2-udledning.
Det behøver dog ikke være i Ferraris prisklasse, at syntetisk benzin – altså e-fuel – gør sig gældende. Verdens fjerdestørste bilproducent, Stellantis, har sagt, at man allerede har bygget 28 millioner biler som uden problemer kan køre på e-fuel. Læs mere om det her.
Læs flere spændende nyheder fra og om bilernes verden lige her