Der er kun ganske få måneder tilbage af 2024. Og det kan godt skabe elbilpanik i Danmark. Fra næste år bliver bilmærkerne nemlig straffet på pengepungen.
EU’s nuværende standard for det tilladte niveau af udledninger fra biler er fra 2021. Fra og med 1. januar 2025 gælder der helt andre og meget strengere regler.
Noget der godt kan skabe en vis elbilpanik blandt både danske og andre bilforhandlere i EU. Det er nemlig slet ikke sikkert, at bilmærkerne, de forhandler, på papiret er klimavenlige nok.
Det viser tal fra Dataforce som Automotive News refererer til.
En række bilmærker står således allerede til voldsomme bøder, fordi den gennemsnitlige CO2-udledning fra deres modelprogrammer er langt over den nye grænse på 93,6 gram pr. kilometer.
Bilmærkerne er derfor nødt til – igen i hvert fald på papiret – at sprøjte langt flere elbiler ud på vejene, end det er tilfældet i dag.
LÆS OGSÅ: Nødlidende søster kan ikke betale vild gæld til Volvo
Lige nu er andelen af elbiler i hele EU 12,5 procent af bilparken. I Rumænien er den nede på ganske få procent, det samme er tilfældet i Polen. Mens andelen af elbiler i Danmark udgør 9,6 procent af bilparken. Altså samlet set.
Nogle bilmærker, herunder Toyota, som faktisk også står til gevaldige bøder på grund af for høj en CO2-udledning i snit, mener dog, at elbilen aldrig sætter sig på mere end 30 procent af markedet i det hele taget.
Når det så er sagt, kan det blive nødvendigt, hvis EU holder fast i både det kommende emissionsniveau og bødestørrelser for at overskride det. Mærker som Volkswagen og BMW har allerede klaget over udsigten til bøderne. Og Renault vil helt have beslutningen udskudt.
Når EU regner bødestraffen ud, ser man ikke på de enkelte mærkers gennemsnitlige CO2-udledning. I stedet bliver der set på hele koncernernes flåder af biler.
Af samme grund er det faktisk kun Tesla og kinesiske Geely, der bl.a. ejer Volvo og Lotus, der på nuværende tidspunkt ligger under den nye grænse på 93,6 gram pr. kørt kilometer.
Der er dog smuthuller i det nye system. Bilmærker, der producerer ganske få biler om året, kan se helt bort fra reglerne. Det gælder mærker som Ferrari, Aston Martin, Lamborghini, McLaren og andre eksotiske brands.
Læs flere spændende nyheder fra og om bilernes verden lige her!