Som den første by i verden forbyder Haag, der ligger i Holland, alle reklamer for benzin- og dieselbiler. Forbuddet er dog rettet mod mere end biler.
I den hollandske by Haag bliver det fra 1. januar 2025 forbudt at reklamere for benzin- og dieselbiler.
Det skriver Automobilwoche.
Forbuddet gælder dog ikke kun benzin- og dieselbiler, men alle produkter, der ‘i væsentlig grad er baseret på eller fremstillet ved hjælp af fossile brændstoffer’.
Det er bystyret i Haag, der er Hollands tredjestørste by, som torsdag i sidste uge besluttede sig for at stemme forbuddet igennem.
LÆS OGSÅ: Elbil udbrændte totalt – måtte fjernes med gaffeltruck
Helt konkret betyder det, at det i hele byen bliver forbudt at reklamere for langt de fleste biler. I hvert fald på udendørs arealer.
Byrådet i Haag har vedtaget to forslag om at forbyde fossilreklamer på udendørs arealer, sagde byrådets talsmand Jordy Kruse til nyhedsbureauet AFP fredag i sidste uge.
Det første forslag informerer reklamebureauer om, at reklame for fossilt brændstof ikke er tilladt, mens det andet forbyder al reklame for fossilt brændstof i offentlige rum, lyder det fra Kruse.
Byrådspolitikeren Leonie Gerritsen, der er valgt ind for det såkaldte ‘dyreparti’, håber, at det nye forbud vil sende et klart signal.
– Vi håber, at denne lov også vil sende et signal til andre byer om at gøre det samme for at bekæmpe klimaforandringerne, siger hun.
Haag går dog ikke længere end Etiopien gør. Hele landet har nemlig besluttet sig for totalt at forbyde importen af alle diesel- og benzinbiler. Det har dog ikke noget med klima at gøre. Læs mere om det her.
Læs flere spændende nyheder fra og om bilernes verden lige her!