Stellantis har åbnet ordrebøgerne til den kinesiske elbil Leapmotor T03 i Europa. Den er langt billigere end Citroën ë-C3.
Bilproducenten Stellantis forsøger at nærme sig billigere elbiler ved at indgå et samarbejde med kinesiske Leapmotor.
Samarbejdet gør Leapmotor til det 15. bilmærke under Stellantis’ paraply. Som en del af aftalen lanceres to nye elbilsmodeller på det europæiske marked, Leapmotor T03 og Leapmotor C10.
Leapmotor T03, en kompakt og billigere elbil, bliver sat til salg i slutningen af september. Den vil have en startpris på 18.900 euro, hvilket svarer til omkring 140.000 kr.
Og da der ingen afgifter er på elbiler under 430.000 danske kroner, er det en pris, vi nogenlunde kan regne med herhjemme.
T03-modellen er udstyret med et batteri på 37 kWh, der giver en rækkevidde på 265 kilometer ifølge WLTP-standarden. Bilen yder 95 hestekræfter og har en maksimal ladeeffekt på 48 kW, når den hurtiglades.
LÆS OGSÅ: Ny Mercedes kåret til ‘årets lastbil’ men der er ét problem
I oktober vil Leapmotor også præsentere en anden model, den større SUV Leapmotor C10. Med en pris på 36.400 euro, der kan oversættes til 271.000 kroner, er C10’eren noget dyrere end T03.
C10 er udstyret med et 70 kWh-batteri, som giver en rækkevidde på 420 kilometer. Bilen er større end T03, men markant længere end Danmarks billigste elbil, som på nuværende tidspunkt er Citroën ë-C3. Den bil er dog væsentligt forsinket.
Det vides endnu ikke, om Danmark bliver et marked for de nye modeller i fremtiden, da vi herhjemme ikke er inkluderet i den første fase af lanceringen, der løber frem mod 2028.
På nuværende tidspunkt er den billigste elbil tilgængelig i Danmark Citroën ë-C3, der begynder ved en pris på 179.990 kroner.
Til at begynde med vil Leapmotor importere begge modeller fra Kina. Dog planlægges produktionen af Leapmotor T03 på sigt at blive flyttet til Polen, hvilket vil hjælpe Stellantis med at undgå de straftoldsatser, som EU pålægger import af kinesiske køretøjer.