Chris Hoy, der gik fra at være en af Englands mest vindende OL-atleter til Le Mans-racerkører, er blevet erklæret dødeligt syg af kræft.
Chris Hoy, der er tidligere cykelrytter og flere gange olympisk guldvinder på de tohjulede, har offentliggjort, at han er uhelbredeligt syg af kræft.
Den tidligere cykelrytter, der efter sin sportslige karriere skiftede til motorsport, er 48 år gammel. Han oplyste allerede i februar, at han blev behandlet for kræft.
Men i et interview med Sunday Times i sidste weekend fortalte han, at sygdommen ikke kan helbredes. Lægerne har givet ham en forventet levetid på mellem to og fire år.
Chris Hoy modtog sin diagnose blot få uger før hans hustru, Sarra, blev ramt af diagnosen multipel sklerose.
Via sin Instagram-profil delte Chris Hoy søndag i sidste uge en rørende melding med sine mange følgere. Han sagde blandt andet tak for støtte og kærlighed.
LÆS OGSÅ: Elbilerne styrtdykker i værdi – her er de største tabere
– I har måske set nogle artikler om mit helbred i weekenden, så jeg vil bare forsikre jer om, at jeg føler mig rask, stærk og ved godt mod, og jeg er overvældet over al den kærlighed og støtte, min familie og jeg har modtaget. Fremad!
Hoy er især kendt for sin succes på cykelbanen, hvor han blev en af Storbritanniens mest dekorerede atleter. Han vandt sin første olympiske medalje i 2000 i Sydney, hvor han kørte sig til sølv.
Fire år senere i Athen sikrede han sig sin første guldmedalje i tidskørsel over 1.000 meter.
Hans største triumf kom ved OL i Beijing i 2008, hvor han vendte hjem med tre guldmedaljer.
I London 2012 bar han det engelske flag Union Jack ved åbningsceremonien og tog yderligere to guldmedaljer, hvilket bragte hans samlede antal olympiske medaljer op på seks guld og én sølv. Dette gjorde ham til landets mest succesfulde olympiske atlet på det tidspunkt.
Efter sin pensionering fra banecykling i 2013 kastede Chris Hoy sig over motorsport. Han deltog først i Radical SR-1 Cup og senere i det britiske GT-mesterskab i en Nissan GT-R GT3.
I 2015 vandt han det europæiske Le Mans-serie sammen med Charlie Robertson. Året efter fik han mulighed for at køre det prestigefyldte 24-timers løb i Le Mans i LMP2-klassen, hvor han sammen med Michael Munemann og Andrea Pizzitola sluttede på en 12. plads i deres klasse og 17. plads samlet.
Trods sin alvorlige helbredstilstand har Hoy fastholdt en positiv og stærk holdning over for sin situation, mens han har modtaget støtte fra familie og offentligheden.
Kræften har desværre gjort flere grumme indhug blandt personligheder i bilernes verden de seneste år. Bl.a. var det sygdommen, Sabine Schmitz tabte kampen til. Efter sin alt for tidlige død blev et sving på Nürburgring, der var tyskerens andet hjem, opkaldt efter hende.
Læs flere spændende nyheder fra og om bilernes verden lige her!