Modsat flere af konkurrenterne nægter Peugeot at genoplive gamle modeller og deres navne for at hoppe med på en retrobølge.
Peugeot vil ikke følge konkurrenternes tendens til retrobiler. I stedet mener mærkets designchef, Matthias Hossann, at fremtidige modeller skal “opfinde fremtiden” frem for at se tilbage på fortiden.
Hossann understreger, at Peugeot ikke ser nogen grund til at genoplive tidligere designs for at skabe nostalgi, selvom mærket har en rig historie.
Peugeot præsenterede i 2018 en af deres mest markante koncepter, E-Legend, som var inspireret af den ikoniske 504-model.
Selvom konceptet blev positivt modtaget, har det ikke påvirket designet af deres serieproducerede biler. Ifølge Hossann er der ikke behov for retrobiler i Peugeots nuværende strategi.
– Jeg synes, det nogle gange kan være en god idé at lave retrodesign, når man skal relancere et brand, fordi det på en måde skaber opmærksomhed. Men jeg synes ikke, det er tilfældet lige nu for Peugeot, siger han til Autocar.
LÆS OGSÅ: Bilgigant tilbagekalder 780.000 biler der kan brænde op
I stedet peger Peugeot fremad med deres Inception Concept fra 2023, som viser, hvilken retning fremtidens Peugeot-biler vil tage.
Inception Concept er en futuristisk fire-dørs sedan bygget på Stellantis’ STLA Large EV-platform. Bilen inkorporerer designelementer fra tidligere Peugeot-modeller, såsom en stor forrude, der strækker sig længere frem end på normale sedaner samt de karakteristiske “kattekløer” i frontlygterne, som også ses på nutidens modeller.
Selvom Peugeot ønsker at opfinde fremtiden, lægger Hossann ikke skjul på, at mærkets historie stadig har en rolle at spille.
– Når vi designer en Peugeot som team, siger vi ‘lad os virkelig opfinde fremtiden’, men samtidig har vi et solidt fundament.
– Vi har en fantastisk historie. Så jeg siger ikke, at vi aldrig vil kigge tilbage på vores historie – E-Legend er et perfekt eksempel – men hvordan kan vi dreje det, så det i sidste ende virkelig er futuristisk? Det er den største udfordring, forklarer han.
Selvom Peugeot altså ikke planlægger at lave rene retrobiler, kan deres fremtidige designs stadig trække på historiske referencer. Fokus er dog på at forene fortid og fremtid på en måde, der skaber moderne og innovative biler.
Læs flere spændende nyheder fra og om bilernes verden lige her!