Den tyske BMW-tuner har igen kastet sig over mærkets mindste M-bil, som nu har endnu flere hestekræfter
AC Schnitzer har før haft fat i BMW M2. Men nu er ‘Competition’ tilføjet modelnavnet, og så er tuneren selvfølgelig klar med endnu et forsøg.
Bortset fra den komisk store bagpotte skulle man ikke tro, at BMW M2 Competition kunne blive bedre, end BMW i forvejen har gjort den. Men jo, for AC Schnitzer har fundet 500 hestekræfter i den lille lommerakets S55-motor.
Den dobbelt-turboladet rækkesekser, der i øvrigt stammer direkte fra storebror M3/M4, yder således 90 hestekræfter mere end fabriksbilen.
AC Schnitzer hævder at samtlige af de ekstra heste er hentet ved at lægge ny software ind i motorstyrringen – ingen større turboer eller andet her. Endnu altså.
Men det koster. 5.220 euro for at være hel præcis. Helt så dyr er den fuldt ud justerbare gevindundervogn med et prisskilt på 2.511 euro ikke. Men det begynder at løbe opad i et rasende tempo, når du selvfølgelig også skal have alufælge, differentiale, udstødning og aerodynamik a la AC Schnitzer oveni.