Bugatti Chiron Super Sport kostede fra 25 millioner kr. Et ægtepar i USA har lige fået leveret to styk.
Et helt bestemt amerikansk ægtepar behøver vist ikke spekulere i julegavernes størrelser i år. De har nemlig fået leveret to meget unikke eksemplarer af Bugatti Chiron Super Sport for ganske nylig.
Historien fortæller Bugatti selv i en pressemeddelelse.
Først købte manden et eksemplar af Bugattien med de 16 cylindre og 1.600 hestekræfter. Og det må have tændt noget i hustruen.
For hun bestilte en lignende bil gennem Bugattis specialafdeling Sur Mesure. En bil, hvis lakering er inspireret af Veyron L’Or Blanc, som Bugatti præsenterede for omverdenen i 2011.
LÆS OGSÅ: Elon Musk vil have våben mod nordisk Tesla-modstand
Og så gik inspirationen ellers i rundhyl. For tilbage hos ægteparret i USA blev manden så fascineret af det, hans hustru lavede sammen med Bugatti, at han sendte sin bil retur til fabrikken i Molsheim.
Hans er blå. Hendes er rød. Altså udover karosseriet af kulfiber. Mandens Chiron Super Sport fik i øvrigt meget mere end en omlakering.
Bugattis teknikere måtte skære kulfibertaget ud, fordi han ville have erstattet det med glastaget, som findes på ekstraudstyrslisten.
Hvad ombygningen har kostet, holder Bugatti for sig selv. Men én Chiron Super Sport kostede, da den stadig kunne fås fabriksny, 3,2 millioner euro, svarende til 25 millioner danske kroner.
Den pris er selvfølgelig helt uden afgifter. Og så skal der nok lægges et par millioner eller seks, syv stykker til ombygningen.