Der var 500 biler, og nu er der ikke flere. Alfa Romeo melder totalt udsolgt af de ekstreme Giulia-udgaver GTA og GTAm.
Hvis du vil have en hardcore Giulia, er det for sent. Alfa Romeo har solgt samtlige eksemplarer af Giulia GTA og GTAm, som man har tænkt sig at bygge. Nemlig 500 styk.
Det oplyser den danske importør i en pressemeddelse.
Jubilæumsmodellen blev præsenteret i forbindelse med mærkets 110-års fødselsdag og er den kraftigste model fra Alfa Romeo nogensinde og et nyt højdepunkt for Alfa Romeo.
Med fire sæder er GTA en superbil til hverdagsbrug. Mens GTAm gør oplevelsen endnu mere hardcore med kun to stole – de forreste.
Inspireret af 60’erne
Den nye Giulia GTA og GTAm er inspireret af den originalen med samme navn fra 1965. Dengang tog de italienske teknikere også en Giulia, gjorde den lettere og forøgede effekten. I den nye GTA og GTAm er det gjort med udbredt brug af kulfiber, aluminium og titanium, som tilsammen bringer vægten ned på bare 1.520 kilo.
LÆS OGSÅ: VILDT NOK – TOYOTA GR YARIS ER UDSOLGT INDTIL 2023
V6-motoren på 2,9 liter med biturbo kommer fra Giulia Quadrifoglio. Men i GTA og GTAm yder den 540 hestekræfter mod 510 hestekræfter i den almindelige Giulia Quadrifoglio
Danske navne i ordrebøgerne
På Boosted-redaktionen noterer vi også dog, at der er danske navne i ordrebøgerne.
Den oprindelige Giulia GTA fra 1965 kom som gadebil i 500 eksemplarer. Det var et krav, hvis den skulle godkendes til motorsport – det såkaldte homologeringskrav, som faktisk stadig eksisterer i dag.
Den nye Giulia kommer ligeledes i 500 eksemplarer, og alle 500 er nu solgt. Heraf finder 4 af dem vej til danske ejere. 2 danskere har købt GTA (3.300.000 kr. inkl. moms og afgift), og 2 har købt den hårdkogte GTAm (3.400.000 kr. inkl. moms og afgift). Leveringen vil finde sted i løbet af det næste halve år.