Det skulle have været sådan. Og det allerede fra 2027. Men nu vil Alfa Romeo alligevel ikke kun bygge elbiler. Det bekræfter direktøren.
Alfa Romeo har ændret strategi og vil fortsat tilbyde biler med forbrændingsmotorer. Det italienske bilmærke, der er en del af Stellantis-koncernen, havde oprindeligt planer om at udfase benzin- og dieselbiler i Nordamerika fra 2027.
Italianerne ville udelukkende satse på elbiler. Men de planer er nu hældt af bordet. Og Alfa Romeo vil i stedet tilbyde en bredere vifte af drivlinjer, herunder rene benzinbiler, el og plug-in hybridbiler.
Alfa Romeos nordamerikanske chef, Chris Feuell, fik under NADA Show sagt, at det ville være for restriktivt at tvinge forhandlerne til kun at sælge elbiler inden for de næste par år.
– Alene i vores amerikanske netværk har vi 110 forhandlere, og det ville være meget udfordrende for dem at overleve med en portefølje, der kun består af elbiler, sagde Feuell.
Alfa Romeo kæmper i forvejen med faldende salgstal i USA, hvor salget faldt med 19 procent sidste år til 8.865 biler.
Det skriver Automotive News.
Herhjemme kan importøren også notere sig en nedgang fra 28 biler i 2023 til bare 18 i løbet af hele 2024. Det er færre biler end både Lotus, Land Rover og Subaru har solgt.
Det er uklart, om Alfa Romeos oprindelige plan om at gå over til udelukkende elbiler i 2027 stadig gælder for Europa og Kina.
Tidligere administrerende direktør Jean-Philippe Imparato har dog udtalt, at Alfa Romeo kan tilbyde en mere varieret produktportefølje med forbrændingsmotorer, hvis det er, hvad kunderne efterspørger.
Imparato sagde, at virksomhedens nye chef, Santo Ficili, har fleksibiliteten til at lancere benzinversioner af de kommende Giulia- og Stelvio-modeller.
De to modeller vil blive bygget på STLA Large-platformen, som er designet til både benzin- og elektriske drivlinjer. SUV’en forventes at lande senere i år, mens en sedan følger i 2026.
Alfa Romeo har, ligesom andre Stellantis-mærker, et lagerproblem. Omkring halvdelen af bilerne på amerikanske forhandleres lagre er 2024-modeller, og der er planlagt rabatter i første kvartal af 2025 for at sælge de usolgte biler.
For at øge salget tilbydes en leasingaftale på Tonale med forbrændingsmotor til et par hundrede dollar om måneden. Mens Fiat gav sine biler ‘gratis væk’. Læs mere om det her.
Den mindre crossover, Tonale, sælges ikke i USA. Amerikanske forhandlere er dog blevet spurgt, om den mindre crossover skal introduceres på det amerikanske marked.
I Europa og andre markeder sælges Tonale med en mild-hybrid 1,2-liters turbomotor med tre cylindre samt som en ren elbil.
Alfa Romeo arbejder også på en ny superbil, der skal følge efter 33 Stradale. Den forventes at have et retro-design og komme på markedet i 2026.
Den tidligere topmodel blev annonceret som Alfa Romeos sidste superbil med forbrændingsmotor. Men i lyset af de ændrede planer er det muligt, at flere nye bud på en topmodel også vil have benzinmotor.