De har allerede nogle af verdens bedste job. Og nu kan alle ansatte på Ferraris Formel 1-hold se frem til en gigantisk julebonus i år.
Det er bonustid i Maranello! Alle Ferraris Formel 1-ansatte kan se frem til en gigantisk julebonus oven i december-lønnen.
Selv om det ikke blev til en sejr i konstruktørmesterskabet, hvor Ferrari måtte tage til takke med en andenplads efter McLaren, udløser det alligevel en klækkelig bonus til dedikerede medarbejdere.
Det skriver F1 Oversteer.
Formel 1-sæsonen sluttede med Abu Dhabi Grand Prix, hvor Max Verstappen tog sejren, mens Ferraris Charles Leclerc kørte over målstregen som nummer fire.
McLaren løb med sejren i konstruktørmesterskabet, der har eksisteret siden 1958, og som Ferrari er det eneste hold, der har deltaget i samtlige sæsoner af.
McLaren har faktisk ikke vundet et konstruktørmesterskab siden 1998. Altså i hele 26 år. Så gamle er der ingen af holdets to kørere der er.
Liberty Media, der ejer rettighederne til Formel 1, fordeler en præmiesum på godt en milliard kroner til vinderholdet, mens holdet på tiendepladsen modtager får lige knap 415 millioner danske kroner
Ferrari har tradition for at give sine ansatte en julebonus, og i år lander cirka 115.000 danske kroner på hver medarbejders konto som tak for indsatsen.
– Hvis de havde vundet konstruktørmesterskabet, ville bonussen have været endnu højere, lyder det.
De ansatte hjemme på fabrikken i Maranello, hvor personbilerne bygges, kan dog heller ikke ligefrem føle sig snydt. Ikke bare er fabrikken kåret som Italiens bedste arbejdsplads. Hver eneste ansatte har også fået vilde bonus-udbetalinger. Læs mere om det her.
Det er ikke alle bilmærkers ansatte der får bonusser i år. Langt fra faktisk. Eksempelvis vil Volkswagens ledelse bede alle sine ansatte om at gå ned i løn.
Ellers venter der fyringer. VW-ledelsen inisterer samtidig på, at fabrikslukninger i Tyskland er nødvendige. Noget koncernen ellers aldrig har gjort før. Samtidig efterlyser Volkswagens øverste chef Thomas Schäfer støtte til elbiler i mindst fem år endnu, hvis bilisterne skal have adgang til billige elbiler.