Tilbage i 2017 nægtede Audi Sports tekniske direktør, at en decideret driftindstilling ville finde vej ind mærkets biler. Altså lige indtil den nyeste RS3 ramte vejene.
Her på Boosted-redaktionen husker vi tydeligt 2017. Alle bilproducenter vil nemlig gerne have en Ford Focus RS, så hveranden pressemeddelse blev indledt med ordene ‘drift mode’ eller driftindstilling.
Sådan var det bare. Altså på nær hos Audi. For deres underafdeling for hurtige biler – Audi Sport – mente den daværende tekniske direktør Stephan Reil at sådan en funktion ikke var nødvendig i en Audi.
– Ikke i en R8, ikke i RS 3, ikke i RS 6, ikke i RS 4, lød svaret meget direkte, da direktøren blev spurgt af blandt andre autoblog.com.
– Jeg bryder mig ikke om det (en drift-indstilling, red.), og jeg kan ikke se meningen med ‘bare at brænde dæk af’, sagde direktøren.
Men man har som bekendt et standpunkt, til man tager et nyt. Og den tekniske direktør, som ikke længere hedder Stephan Reil, er af en helt anden mening end sin forgænger.
Hurtigere end Ferrari Enzo
Eller det vil sige, Audi Sport har i hvert fald introduceret et drift mode i RS3’eren. De kalder det bare noget andet – nemlig RS Torque Rear. Og det er ikke ligefrem, fordi tyskerne prøver at skjule det. Der er skrevet hele pressemeddelser om netop den indstilling i den nye RS3.
En bil som i øvrigt er langt hurtigere end noget så mægtigt som en Ferrari Enzo. Selvom Audi ikke helt ved det.
Det er længe siden
Den ansvarlige for udviklingen af RS3’erens chassis hedder Norbert Gößl. Og da han blev konfronteret med Stephan Reils mening om drift mode, forsvarede han sig med ‘at det jo blev sagt for længe siden‘.
– Desuden er RS Torque Rear et bi-produkt af udviklingen. Vi ville først og fremmest gøre RS3’eren bedre og hurtigere, siger Norbert Gößl til Carthrottle.