Audi har fyret chefen, fordi det ikke gik godt nok i Kina. Men kineserne køber stadig A8-modellen med forbrændingsmotor. Derfor udskydes en afløser på strøm nu i flere år.
Audi vil forlænge livet på topmodellen A8 i flere år endnu. Det skyldes ganske enkelt, at efterspørgslen på elbiler er faldet.
Det skriver tyske Auto Motor und Sport.
Samtidig køber bilisterne i Kina, som er et marked af afgørende betydning for Audi, stadig A8-modellen med forbrændingsmotor.
Og det selvom Audi faktisk fyrede sin tidligere administrerende direktør Markus Duesmann, fordi det gik for langsomt med elbilerne og for dårligt i Kina.
LÆS OGSÅ: Tesla Roadster går fra 0-96 km/t på under 1 sekund, siger Musk
Ifølge det tyske medie sagde Audi allerede for tre år siden, at A8’ens sidste år i produktion ville være 2024.
Men afløseren, der siden tog form som konceptet Grandsphere på samme tid, er allerede blevet udskudt til 2027. Og selv med den deadline tvivler Auto Motor und Sport på, at produktionen går i gang til den tid.
På den anden side har Audi stadig godt gang i salget af A8 med forbrændingsmotor. Det skyldes især den uber-luksus udgave Horch, som kun kineserne kan komme i nærheden af. Læs mere om bilen her.
Derfor har Audi planer om endnu et facelift af den nuværende A8, der kom på markedet i 2017. Og det selvom mærkets fabrik i den tyske by Neckarsulm ikke engang bygger halvt så mange biler, som der er kapacitet til i øjeblikket.
Det kan heller ikke redde noget, at fabrikken ifølge Auto Motor und Sport også bygger de mindre eksklusive modeller som A7, A6, A5 Cabriolet og A4.