I protest over den forstående lukning af deres arbejdsplads har ansatte på Audis eneste fabrik i Belgien stjålet nøglerne til 200 nye biler.
Audi kan ikke flytte 200 nye elbiler. Nøglerne til dem er nemlig blevet stjålet i protest. De ansatte kalder det dog ‘en beslaglæggelse’.
– Vi appellerer til alt personale om at bruge deres sunde fornuft, siger Audis talsmand Peter D’hoore.
Det skriver VRT News.
Omvendt hævder personalet, at alle nøglerne nu opbevares ‘et sikkert sted’. Ifølge deres fagforening må bilerne nu ‘under ingen omstændigheder forlade fabrikken, før de ansatte har fået klar besked om fabrikkens skæbne’.
LÆS OGSÅ: Politiet splittede Mercedes ad – ikke plads til kørekort
Omvendt kræver Audi, at samtlige nøgler til de 200 biler bliver udleveret senest mandag eftermiddag. Men ifølge fagforeningslederen på fabrikken, Jan Baetens, er det Audis ledelse, der har søgt en konfrontation med de ansatte.
– Hvis ledelsen nu vil fjerne bilerne, kan vi ikke garantere sikkerhed eller tryghed. Det er ærgerligt, og jeg frygter negative reaktioner fra personalet, siger Baetens.
Egentlig skulle Audi-fabrikken, der er en af de to sidste bilfabrikker i Belgien, være genåbnet for mere end en uge siden.
Men efter at Audi-toppen gjorde det klart, at man ikke vil bygge en ny bil i Belgien som erstatning for den udgåede Q8 e-tron, har medarbejderne nægtet at genoptage arbejdet.
De ansattes fagforening er ikke i tvivl om, at ledelsen har tænkt sig at lukke fabrikken helt. Også selvom de ansatte har foreslået, at Audi kan bruge stedet til ophug af elbiler i fremtiden.
Den 16. september er der arrangeret en større protestdemonstration i Belgien, som bl.a. de Audi-ansatte deltager i.
Læs flere spændende nyheder fra og om bilernes verden lige her!