Alle ansatte beholder jobbet. Og tilsyneladende kører begge fabrikker videre, efter det for fjerde gang i BBS’ historie er lykkes fælgfirmaet at undgå konkurs.
Det kriseramte, tyske fælgfirma BBS undgår for fjerde gang siden grundlæggelsen i 1970 at gå konkurs.
Mandag i denne uge kunne en række tyske medier, herunder Badische Zeitung, fortælle, at en køber har betalt for at sikre sig rettighederne til BBS.
Det er det tyrkiske holdingselskab ISH Group, der hører hjemme i nærheden af Istanbul, der overtager fælgproducenten fra ligeledes tyske KW som ikke formåede at gøre det til en levedygtig forretning.
BBS, der har hovedsæde i den tyske by Schiltach, indgav i slutningen af september en konkursbegæring for anden gang på bare tre år.
LÆS OGSÅ: Bilfabrik byggede alt fra Ferrari til Peugeot – nu er den total forladt
Ifølge ledelsen skyldes konkursen høje energipriser og en faldende lyst til dyre, kvalitetsfælge. Det sidste, siger ledelsen, skyldes en buldrende inflation. Desuden slog et strategisk sat på et større samarbejde med bilfabrikkerne fejl.
Sidste år arbejdede 270 ansatte på fabrikken, de får nu alle lov til at beholde jobbet. Selvom BBS i samme periode ‘kun’ omsatte for 50 millioner euro, svarende til 372 millioner kr.
Den nye tyrkiske ejer lover ifølge tyske medier at investere betydelige summer i BBS over de næste fem år. Men hvor meget ISH Group har betalt for fælgfirmaet er ikke kommet frem.
ISH Group beskriver sig selv som en familiedrevet virksomhed med mere end 20.000 ansatte inden for sektorer som landbrug, energi og fødevare. Og nu altså også bilindustrien.
BBS indgav konkursbegæring første gang i 2007, siden fulgte en i 2011, endnu en 2021 og nu en i september i år.