For første gang i fire år faldt Bentleys salg i 2023. Men det har mærkets administrerende direktør Adrian Hallmark en forklaring på.
Ifølge direktøren har de rige, som typisk er Bentleys kunder, fået dårlig samvittighed, når det kommer til at flashe deres rigdom på hjul.
Det skriver Reuters.
I hvert fald beskriver Adrian Hallmark sine kunder som ’emotionelt sensitive’. Og det kæder Bentley altså direkte sammen med et fald i salget på 11 procent.
Overfor The Drive bekræfter en Bentley-talsmand da også, at man regner med, at forsigtigheden blandt kunderne på visse markeder vil fortsætte.
LÆS OGSÅ: Kørte 106 km/t – nu vil staten have hans bil til 4 millioner kr.
Især i England og Kina, hvor man lige nu oplever fortsatte økonomiske og politiske vanskeligheder, er det blevet mindre anset at flashe rigdom på hjul, lyder det.
Selvom Bentley sidste år måtte tage til takke med et salg på ‘kun’ 13.560, er det engelske VAG-mærke stadig en forretning med pæne, sorte tal på bundlinjen.
Inden skattefar tog sin andel af kagen, havde Bentley sidste år et resultat på 4,4 milliarder danske kroner. Blandt andet fordi mærkets solgte færre, men langt dyrere biler i løbet af 2023.