Natten til lørdag forsøgte en betjent fra Midt- og Vestsjællands Politi at stoppe en motorcyklist. Han endte dog med at sætte en stopper for sig selv.
Natten til lørdag satte en betjent fra Midt- og Vestsjællands Politi en effektiv stopper for sig selv, da han i jagten på en motorcyklist mistede herredømmet over patruljevognen.
Det skriver TV2 Øst.
Betjenten, der endte i grøften, kom ifølge vagtchef Jesper Mortensen ikke noget til. Og der er således kun sket materiel skade.
Men motorcyklisten var efter ulykken en tabt sag for politiet. Undervejs i jagten på MC’eren gik det nemlig så stærkt, at betjenten ikke fik noget signalement af hverken motorcyklen eller dens fører.
LÆS OGSÅ: Bilist solgte totalskadet Tesla som skrot – nu logger bilen på hans Spotify i Ukraine
Vagtchefen kan kun oplyse, at motorcyklen var ‘mørk’. Så nu håber ordensmagten, at der kan være nogle vidner, som måtte have set noget.
Vejen, hvor betjenten mistede herredømmet, var i øvrigt kortvarigt afspærret, da patruljebilen – en Volkswagen Touran – måtte trækkes fri.