Ineos har stoppet produktionen af SUV’en Grenadier, fordi man er ramt af konkursen hos Recaro. Nu siger chefen undskyld til kunderne.
Milliardæren Jim Ratcliffe må for en stund se sit bilprojekt gå i stå. Hos Ineos, hvor man bygger den Land Rover Defender-inspirerede Grenadier, bygges der nemlig ikke biler længere.
Produktionsstoppet skyldes angiveligt den konkurs, den tyske sædefabrikant Recaro blev ramt af først på sommeren.
Det skriver The Telegraph.
Recaro indgav konkursbegæring i slutningen af juli måned 2024, da det stod klart, at firmaet ikke længere kunne betale sine regninger. Nogenlunde samtidig kom det frem, at fælgproducenten BBS for femte gang i historien står overfor en konkurs.
– Vi undskylder over for alle, der venter på deres bil og lover at gøre vores bedste for at løse dette hurtigt, siger Ineos’ grundlægger Jim Ratcliffe.
LÆS OGSÅ: Jeremy Clarkson får bil til at stige med 793 procent
Jim Ratcliffe, der er blevet milliardær på kemi, grundlagde Ineos i 2016. Idéen til mærkets foreløbig eneste model kom til ham, da han sad på en pub kaldet Grenadieren i England.
Egentlig var det meningen, at bilen skulle bygges i Wales. Men da Ratcliffe hørte, at Mercedes solgte den såkaldte Smartville-fabrik i Hambach, Frankrig, slog han til.
Opkøbet sikrede 1.300 ansatte, at de kunne beholde deres job. Men nu tyder meget på, at de skal gå hjemme indtil i hvert fald begyndelsen af 2025.
Udover formuen, der er skabt på kemi, ejer Jim Ratcliffe en meget stor andel af fodboldklubben Manchester United og en tredjedel af Mercedes’ Formel 1-hold. De sidste to tredjedele ejes af henholdsvis teamchef Toto Wolff og Mercedes-fabrikken i Stuttgart.
Faktisk er Jim Ratcliffe så rig, at det forlyder, at han er manden, der i maj 2022 købte verdens dyreste gadebil nogensinde. Læs mere om det her.
Læs flere spændende nyheder fra og om bilernes verden lige her!