Verdens fjerdestørste bilkoncern, Stellantis, fortryder nu tidligere tiders udmelding. Ledelsen siger, at der ikke kun skal bygges elbiler i 2035.
Bilproducenten Stellantis har fortrudt koncernens tidligere beslutning om udelukkende at satse på elbiler i Europa fra 2035. Det markerer et skift i koncernens strategi, som tidligere har været at støtte EU-kommissionens mål om at forbyde nye forbrændingsmotorer.
– Vi håber, at EU forstår, at der er behov for en mere fleksibel tilgang, lød det fra Jean-Philippe Imparato, Stellantis’ europæiske direktør, under et møde med Italiens erhvervsminister, Adolfo Urso.
Imparato præsenterede her koncernens såkaldte Italien-plan, som peger på alternative løsninger til det udelukkende at bygge elbiler.
Det skriver Motor1.
Stellantis’ holdningsændring sker efter en periode med faldende salgstal og kritik af det tidligere fokus på elbiler. Den tidligere globale direktør, Carlos Tavares, havde ellers støttet en fuldstændig udfasning af forbrændingsmotoren.
Tavares sagde i 2022, at global opvarmning var en realitet, og at det var bilmærkernes ansvar at handle på vegne af kommende generationer.
Siden da er strategien blevet justeret. Imparato har nu overtaget en mere fremtrædende rolle i dialogen med EU.
Samtidig har Stellantis valgt at genindtræde i ACEA, der er en sammenslutning af europæiske bilproducenter. Også her vil man lægge pres på EU for at få bremset det kommende forbud.
Et centralt element i Stellantis nye holdning til forbrændingsmotoren er et såkaldt ”non-paper”. Dokumentet, som bilkoncernen gerne vil have Italiens regering til at skrive under på, foreslår, at salget af forbrændingsmotorer med syntetisk brændstof skal kunne fortsætte, hvis disse i praksis går i 0, når det kommer til udledninge
Ifølge Imparato vil den slags ændringer dog ikke kun kræve opbakning fra EU men også betydelige investeringer.
Noget som Stellantis måske får yderligere afklaring på til januar, når Europa-Parlamentet skal drøfte forbuddet mod forbrændingsmotoren igen. Samtidig vil dokumentet fra mødet med Italiens regering blive fremlagt for EU-kommissionens formand Ursula von der Leyen.
Stellantis står dog overfor en hel stribe udfordringer. Herunder de stadigt strengere til CO2-reduktion fra helt nye biler frem mod netop 2035. Hvis disse mål ikke nås, kan koncernen risikere store bøder. Og det er det ikke alene om. Faktisk er det kun to bilmærker der overhovedet kan leve op til EU’s krav. Læs mere om det her.