250 kr. om dagen i bøde. Det skulle fjerne uforsikrede biler fra de danske veje. Mange bilister kører dog videre uden forsikring.
Det kan være rasende dyrt, hvis en bil uden den lovpligtige ansvarsforsikring er involveret i en ulykke. Så siden 1. januar 2019 har det kostet danske bilister 250 kr. om dagen, hvis ikke deres biler er lovligt forsikret.
Alligevel viser tallene, at der stadig er tusinder af uforsikrede køretøjer kørende rundt på de danske veje. Ifølge Finans.dk drejede det sig om 49.389 i 2018. Det faldt dramatisk til 12.973 køretøjer året efter. Men i 2020 var der stadig 10.930 køretøjer uden forsikring tilbage på vejene.
– Den slags er ikke i orden. Men sker der et færdselsuheld, kan DFIM som garantifond yde økonomisk erstatning til den skadelidt, udtaler Maria Clausen, underdirektør i Forsikring & Pension til Finans.dk
I alt betyder de knap 11.000 uforsikrede køretøjer, at der dagligt går 2,7 millioner kr. i den pulje, der skal dække i ulykkes-tilfælde, hvor et uforsikrede køretøj er involveret.
Ifølge DFIM er uforsikrede køretøjer involveret i ulykker 190 gange side år. Det er på niveau med antallet fra 2014.