Et medie hævder nu, at bilmærket holder igen med salgstallene, så hovedkontoret i Sydkorea spytter flere penge i kassen næste år.
Det går godt for Kia i Canada. Og måske endda for godt. I hvert fald skriver mediet CBC nu, at den canadiske importør tilbageholder antallet af reelle leveringer.
Det skal smitte af på hovedkontoret i Sydkorea, så den canadiske importør kan få lov til at bruge flere kroner på marketing næste år.
CBC skriver, at man har oplysningerne fra et videomøde mellem importørens regionschef og en række Kia-forhandlere.
Undervejs i mødet, der fandt sted den 17. november, fortæller Kia-toppen i Canada forhandlerne, at de skal holde igen med salgstallene, i hvert fald de reelle.
LÆS OGSÅ: Sælger næsten 0 biler i Danmark – nu vil de lancere billigmærke
Kia vil tilsyneladende ikke blære sig med, at det går godt i en ‘global nedgangstid’. Målet er da også klart fra regionchefens side. Ved at flytte rundt på tallene fra forhandlere skal det se ud, som om canadierne har brug for flere penge fra hovedkvarteret i Sydkorea.
Kias beslutning har angiveligt betydet, at Kia-kunder har måttet vente yderligere seks uger på deres biler. Ligesom potentielle kunder har fået at vide, at deres biler vil være seks uger længere undervejs, end det egentlig er tilfældet.
Hverken Kia i Sydkorea eller den canadiske importør har endnu ønsket at kommentere på den interne svindel. Hos Motor1 har man ellers forsøgt at få fat i bilmærkets repræsentanter.
Fra 1. januar i år og med 30. november har Kia i Canada oplyst, at man har solgt lige under 80.000 biler i det store land.