De er stadig underlagt et forbud mod at bruge deres teknologi. Alligevel håber det General Motors-ejede mærke ‘Cruise’ at kunne redde forretningen.
Direktøren og grundlæggeren påtog sig hele ansvaret for nedturen. Men bare dagen efter sagde han op.
Nu står det General Motors-ejede selskab ‘Cruise’ i en situation, hvor man på grund af et forbud mod firmaets selvkørende biler skal fyre 24 procent af alle sine ansatte.
Cruise har længe været kriseramt, men mærket fik slået et afgørende søm i kisten, da en ellers meget omtalt tilladelse blev trukket tilbage.
Tilladelsen, der gjorde det muligt for Cruise at sende selvkørende biler på gaden i den amerikanske by San Francisco 24 timer i døgnet, blev i oktober trukket tilbage, efter de selvkørende biler havde været involveret i en række uhyggelige ulykker.
LÆS OGSÅ: Københavns kommune vil ramme bilister med nyt våben
Bl.a blev en kvinde kørt ned af en selvkørende bil, kort efter hun var blevet ramt af en flugtbilist. Og nu tager Cruise altså konsekvensen.
I modsætning til før forbuddet, vender Cruise kun tilbage til én amerikansk by, når man igen er klar til at sende de selvkørende biler på gaden. Før det skal 24 procent af alle mærkets fuldtidsansatte dog se sig om efter noget andet at lave.
Det fortæller Cruise’ administrerende direktør i et brev til de ansatte. Et brev som flere medier – bl.a. Carscoops – referer. Hvornår Cruise igen får tilladelse til at sende de førerløse biler på gaden, vides endnu ikke.