Der er stadig en mulighed for, at det afviste Andretti-Cadillac-hold må køre med i Formel 1 i 2028. Derfor fortsætter udviklingen af holdets racerbil.
Det Cadillac-støttede Andretti Motorsport har ikke opgivet håbet om at køre med i Formel 1. Heller ikke selvom holdets bud på en Formel 1-plads er blevet afvist.
Ikke af den internationale motorsportsorganisation FIA, men af Formel 1-organisationen. Her vil man nemlig ikke vide af Andretti-Cadillac.
Men det private hold, der har fabriksstøtte fra General Motors-mærket, vil ikke opgive tanken om en plads i Formel 1-feltet.
Det fortæller vicedirektøren i GM’s motorsportsafdeling, Jim Campbell, i et interview til Autosport.
LÆS OGSÅ: 18-årige Anna tog den ultimative hævn over bilist
– Vi har det godt med vores fælles ansøgning til Formel 1 med Andretti. FIA vejede den op imod andre ansøgninger og fandt den god nok.
– Vi er overbeviste om, at vi mellem Andretti og Cadillac har et konkurrencedygtigt bud på et Formel 1-hold.
Jim Campbell understreger, at det ikke er en let opgave, partnerne har kastet sig ud i. Men samtidig nægter amerikanerne at skrinlægge projektet.
– Når det så er sagt, fortsætter vi med at udvikle vores Formel 1-bil, lyder det fra vicedirektøren.
Hos Formel 1-organisationen har man foreløbig afvist Andretti-Cadillacs bud på en plads i feltet i 2026. Men døren er ikke helt lukket.
Der er nemlig også en mulighed for at søge om en plads igen i 2028. Her siger Cadillac allerede nu, at man vil være klar med sin egen Formel 1-motor til holdet.
Læs flere nyheder fra og om Formel 1 lige her!