Kinesiske bilmærker som Haval, Chery og Geely Auto lider under Putins nye afgifter i Rusland. Salget falder drastisk, og selv store rabatter kan ikke stoppe nedturen.
Det russiske bilsalg styrtdykker i øjeblikket. Salget faldt med hele 46 procent i marts måned sammenlignet med året før.
Kinesiske bilmærker som Haval, Chery og Geely Auto mærker tydeligt presset fra Putins nye afgifter og et svækket marked.
Faldet ses tydeligt over hele første kvartal af året. Her faldt salget samlet med 26 procent.
Det skriver Wards Auto.
Der blev kun solgt 254.000 nye biler i hele Rusland i de første tre måneder af 2025.
Der er flere grunde til den negative udvikling i bilsalget. Ekstremt høje renter på billån gør finansiering vanskelig for mange russere.
Den generelle købekraft i befolkningen er også markant faldet. Desuden er flere russere rasende over, at de officielt kun har kinesiske bilmærker at vælge imellem, eftersom de vestlige mærker flygtede ud af landet efter angrebet på Ukraine.
Putins nye straftold på importerede biler spiller også en stor rolle. Den rammer især de kinesiske mærker hårdt, da de primært sælger importerede biler eller biler der bygges på licens på ellers forladte fabrikker.
Den nye afgift har gjort udenlandske biler dyrere.
Nogle russiske bilkøbere holder også igen med at købe ny bil. De spekulerer i, om der er udsigt til en militær fred i netop Ukraine.
Det kan nemlig betyde, at vestlige bilmærker vender tilbage til det russiske marked. Renault har eksempelvis forkøbsret til Lada i en periode på to år endnu.
Putins nye afgift rammer kinesiske bilmærker
Det er dårlige nyheder for de kinesiske bilproducenter. Mærker som Haval, Chery og Geely Auto oplevede ellers stor fremgang i Rusland frem til sidste år. De overtog hurtigt markedsandele, da vestlige mærker forsvandt.
Næsten alle vestlige bilproducenter valgte at boykotte Rusland. Det skete som reaktion på landets angreb på Ukraine for over tre år siden.
De kinesiske bilmærker valgte derimod at blive i Rusland. På den måde bygges mange af sovjet-tidens genoplivede bilmærker faktisk på kinesisk teknik i dag.
Men i slutningen af sidste år indførte Putin et meget højt importgebyr. Gebyret gælder specifikt for importerede biler. Det har ændret konkurrencesituationen markant på kort tid.
En lille importeret bil pålægges nu et gebyr på cirka 70.000 danske kroner. En større importeret bil koster omkring 200.000 danske kroner ekstra i det nye gebyr. Det gør importbiler væsentligt dyrere for de russiske forbrugere.
De nye gebyrer har givet en fordel til den indenlandske bilproducent Lada. Ladas markedsandel er steget fra 28 procent til 31 procent.
Det sker på trods af, at det samlede marked er faldet kraftigt, og at Lada – eller rettere sagt moderkoncernen AvtoVAZ – må klare sig uden Renault.
Kinesiske mærker presses med rabatter og anklager
Geely Auto er et konkret eksempel på nedgangen for de kinesiske mærker. Geely har samme hovedejer som svenske Volvo Cars.
Geelys salg i Rusland faldt med hele 55 procent i løbet af det seneste kvartal.
Forventningen er nu, at hele bilåret 2025 bliver lige så dårligt for branchen. Det kan sammenlignes med niveauet i 2022, da Rusland angreb Ukraine.
Flere kinesiske bilmærker er nu tvunget til at give store rabatter. Rabatterne ligger på omkring en million rubler. Det svarer til cirka 120.000 danske kroner pr. bil.
Ledelsen hos AvtoVaz, koncernen der ejer Lada, er kritisk over for de kinesiske konkurrenter. Her beskylder man nu de kinesiske bilproducenter for helt åbenlyst at dumpe priserne. Det skaber yderligere spændinger på markedet.
Det russiske erhvervsmagasin Vzglyad ser dystert på fremtiden for de kinesiske mærker. Magasinet forudser, at flere kinesiske bilfirmaer kan blive tvunget til helt at forlade det russiske marked.
Samtidig risikerer mange russiske bilforhandlere at gå konkurs.
Mens Geely kæmper på det russiske marked, kan du læse mere om hvordan andre bilmærker for tre år siden flygtede ud af Rusland, og hvad det i dag betyder for landets bilproduktion, lige her.
Tak fordi du læste med. Har du set en fejl i artiklen? Så fortæl os det: bj@boosted.dk