Motoren er byttet ud
Nej! Forklaringen er, at Bjørn har skiftet Rev2 3S-GTE-motoren ud med en Rev4 med “lidt højere” ydelse og større turbo. Det kan jeg bekræfte, for 80 til 130 km/t på den østjyske motorvej er overstået lige så hurtigt som på en sportsmotorcykel.
Og det sker med hujen, hvæsen og hissen, mens hele bilen ryster af lykke over endelig at være sluppet ud af garagen, hvor den har været opmagasineret i årevis.
Bjørn er det modsatte af øm over sin bil, for den har kun godt af at blive luftet, som han siger. Så det gør vi. Lyden, synet og den hysteriske og højlydte hvæsen signalerer 90’er-rallybil, og sådan har man det også bag rattet.
Tak for turen, Bjørn – det var sjovt!
Husk at tjekke!
- Motor og gear
- Den 2-liters turbomotor (3S-GTE) er udviklet til brug i rally-VM, hvor den ydede over 400 hk. De 208 hk i gadeudgaven betyder, at der intet er at frygte, så længe den har fået jævnlige olieskift. Motorens og bilens originalitet kan tjekkes af en aut. Toyota-forhandler, hvor du også kan købe en kompressionstest for at undersøge motorens stand.
- Undervogn
- Alle Celica GT-Four har permanent firehjulstræk med 50/50-fordeling for/bag, central visko-kobling og spær på bagakslen. Komponenterne er solide, men tjek, at undervognen ikke har været skadet. Toyota kan stadig skaffe originale reservedele.
- Interiør
- 1990’er-Toyota’er er solidt bygget uanset om vi taler Corolla, Carina eller Celica. Få gerne et aircon-service med i købet, og tjek, at alt virker.
- Sikkerhed og rust
- Der er høj sikkerhed på grund af firehjulstrækket … så længe du holder på og giver gas! En specialbil som en Carlos Sainz Edition må ikke have rust overhovedet.