Siden det blev lovligt at eftermontere LED-pærer i halogenforlygter i Danmark, har industrien haft svært ved at følge med efterspørgslen. Men nu er der nyt.
Det har længe været et ønske for mange bilister. Og nu er det faktisk lovligt at montere LED-pærer i biler med halogenforlygter.
Det oplyste Færdselsstyrelsen tidligere på året i et mailsvar til Boosted. Men interessen har også kunnet mærkes i industrien.
Det skriver Motor-magasinet.
LÆS OGSÅ: Ron blev ramt af mystisk problem i synshal
Hos Philips melder man nu, at firmaets Pro6000 Boost-pærer er klar til levering. Ventetiden er altså slut, hvis det er lige de pærer, bilisterne i biler med halogen-forlygter vil have.
Træerne vokser dog ikke ind i himlen. Heller ikke når det kommer til det meget bedre lys LED-pærerne lægger på vejen.
For selvom LED-pærer nu er lovlige i halogenforlygter, skal forlygten stadig være godkendt til den ‘fremmedeartede’ montering.
Tidligere har en række producenter meddelt, at man forventer, at tyske KBA, der er pendant til Færdselsstyrelsen herhjemme, godkender stadigt flere biler med halogen-lygter til LED-montering.
Og fordi det er KBA, der varetager godkendelsesprocessen på EU-niveau, skal resten af unionens medlemslande rette sig efter det.
Noget Danmark officielt gjorde, da Færdselsstyrelsen udsendte en opdateret synsvejledning kort før jul sidste år. KBA lovligegjorde dog LED-pærerne i halogen-lygter allerede i september.