En blot 21-årig ung mand overskred ifølge politiet hastighedsgrænsen med 160 procent, da han kørte på Herlev Ringvej.
På lige denne strækning er hastigheden på grund af vejarbejde nemlig sat ned til 40 kilometer i timen. Det blæste den 21-årige dog på lørdag aften.
I sin BMW 335d kørte han således 104 kilometer i timen. En overskridelse på 160 procent. Derfor er manden nu blevet en af de mere end 500 bilister, som politiet det sidste halve år har taget for vanvidskørsel.
Hvilket han da også er sigtet for. Det oplyser Københavns Vestegns Politi ifølge Ekstra Bladet.
Som det så ofte er i disse sager, ejer den 21-årige ikke bilen. Det gør derimod en 26-årig mand. Og han har nu klaget over den beslaglæggelse, som allerede er sket.
Anklagemyndigheden har derfor indbragt sagen for Retten, så en dommer kan tage stilling til, om bilen fortsat skal være i politiets varetægt. Den 21-årige har allerede fået inddraget kørekortet.