BMW’s designchef mener det alvorligt, når han fortæller, at mærket ønsker at sprede det ellers meget omdiskuterede grill-design ud på flere modeller.
At designe en bil er svært. Som i virkelig svært. Ikke alene skal designerne finde ud af, hvordan en ny model skal ser ud. De skal også være i stand til at forudsige, hvad kunderne vil køre i – og ikke vil. Og ikke bare nu og her men også om to, tre og fem år.
Nogle gange endda endnu længere ud i fremtiden.
Måske kunne det have hjulpet BMW, hvis man havde lyttet til den massive kritik, som rejste sig, efter at man viste Concept 4 frem i 2019. Det enorme kaningab af en kølergrill var fremtiden, mente BMW… som nogle af de få.
Skal sidde på flere biler
Og det går fabrikken sådan set stadig. Faktisk mener mærkets designchef Adrian Van Hooydonk, at for få BMW-modeller har den enorme kølergrill. Eller nyrer som det hedder på BMW-sporg.
Og det har man tænkt sig at gøre noget ved, fortalte Van Hooydonk et interview med BMW-Blog fornylig.
– Vi vil sprede det (grill-designet, red.) lidt mere, sagde designchefen, da snakken faldt på kølergrillen, som mærket er meget begejstrede for.
Nogle modeller får nyregitteret lodret, mens det på andre vil være monteret vandret. Men sikkert er det, at mærket ønsker at bygge en ny identitet op omkring den meget særprægede kølergrill.
Lidt lige som vi så det hos Audi, da de introducerede ‘single frame’-designet for snart evigheder siden.
– Vi ønsker, at vores kunder skal kunne genkende en BMW i bakspejlet, fortæller designchefen.
Er kommet for at blive
Den enorme kølergrill har da også allerede fundet vej over på modeller som 3 Serien, 4 Serien og de dertilhørende M-modeller. Desuden dukker de op igen på de kommende elbiler i4 og iX.
En del af forklaringen på de store nyrer skal findes i BMW’s stadigt større andel af det kinesiske marked. Her elsker forbrugerne det meget prominente udtryk med den store kølergrill. Og som var det en spareøvelse, vælger BMW at tro, at de europæiske og nordamerikanske markeder har samme smag.
Van Hooydonk fortalte ikke, hvad vi kan forvente at se fra BMW fremover. Men han ville gerne fortælle, at mærket allerede arbejder på modeller til årgangene 2025 og frem.