Uenigheder mellem BMW og BYD er før endt i retten. Denne gang beskylder tyskerne kineserne for at stjæle modelnavnet.
BMW har igen trukket det kinesiske bilmærke i retten. Tyskerne mener nemlig, at kineserne atter stjæler med arme og ben.
Denne gang er den gal i Indonesien, hvor BYD uden at have fået lov benytter sig af modelnavnet M6, som BMW har sikret sig rettighederne til.
Det skriver Tech in Asia.
Ifølge mærket fra München kan BYD’s brug af M6-navnet vildlede bilkøbere til at tro noget andet om produktets ægthed og kvalitet.
Stævningen mod BYD blev modtaget af Central Jakarta Commercial Court den 26. februar 2025. Det er endnu uvist, hvornår selve retssagen går i gang.
BMW har sagsøgt BYD før
Men det er ikke første gang, at BYD kigger sine vestlige konkurrenter lige lovligt meget over skuldrene.
Mellem 2003 og 2007 brugte kineserne et logo, der var en næsten én til én kopi af BMW’s klassiske propel.
I samme periode kopierede kineserne Mercedes’ designsprog. Noget der var særligt tydeligt på cabrioleten BYD S8, der blev præsenteret på Shanghai Motor Show i 2006.
Samme år kunne man også se biler, der lignede kopier af modeller fra Toyota, Daihatsu, Honda, Buick, Subaru og BMW på mærkets hjemmeside.
Herhjemme så vi først noget til BYD i 2022.
Men på grund af meget høje priser har mærket endnu ikke fået fat i de danske kunder. I løbet af februar solgte kineserne bare 144 biler i Danmark.
Tak fordi du læste med. Har du set en fejl i artiklen? Så skriv til os: bj@boosted.dk