Dagene er talte for BMW’s 4 Serie, som kom på markedet i 2014. Også topmodellen M4 forsvinder. Afløseren er dog allerede på plads, mener fanmediet.
Noget tyder på, at BMW’s modelprogram skal igennem en alvorlig slankekur. I marts kom det frem, at Z4 og 8-serien er på vej ud.
Og nu forlyder det, at BMW har samme tanker om hele 4-serien. Ja, det betyder også et farvel til M4. BMW har dog ikke villet kommentere på rygterne.
Det skriver fanmediet BMWBlog.
Mens intet endnu altså er officielt, kommer det næppe som nogen overraskelse, at enden er nær for de tre modelrækker.
LÆS OGSÅ: Bilist skal betale 34.000 kroner for at vælte på Storebælt
Salget er nemlig sløjt blandt alle tre. Og derfor, skriver mediet, er der ingen planer om at trække dem med over på en ny platform.
Det betyder dog ikke nødvendigvis, at BMW dropper 4-serienavnet helt. I stedet er der stor sandsynlighed for, at det gør comeback som en del af Neue Klasse-modellerne.
BMW-lingo for en platform udelukkende til elbiler. De første biler, som skal produceres på den teknologi, har vi allerede set lidt til. Tyskerne mener, at i hvert fald én af dem minder om den legendariske E30 3-serie. Læs mere om det her.
Tilbage til den nuværende M4. BMW Blog mener, at den er så stor en skuffelse for mærket fra München, at en ny udgave med forbrændingsmotor er udelukket.
Det betyder dog ikke, at navnet forsvinder hverken i morgen eller næste år. Meget tyder på, at BMW er klar til at holde liv i den nuværende 4-serie indtil i hvert fald 2028.