Det er ikke ret meget salg i coupéer og cabrioleter. Og det er BMW ifølge et australsk medie nu klar til at tage konsekvensen af.
BMW sælger godt med biler. Faktisk var det tyske mærke et af de bedst sælgende hele sidste år. Men antallet af coupéer og cabrioleter fylder forsvindende lidt i ordrebøgerne.
Og det skulle tyskerne nu være klar til at tage konsekvensen af, skriver mediet WhichCar. Helt konkret skriver mediet, at BMW pønser på at aflive både 4-Serien og den store 8-Serie helt. Modellerne skal – ifølge mediet – i stedet slås sammen i én – nemlig 6 Serien.
Altså med undtagelse af 4-Serien som Gran Coupé. Det skal ske allerede fra 2026.
På den anden side holder BMW stædigt liv i 6-Serie GT, selvom den har virkeligt underlige former. I Danmark koster den fra 989.000 kroner, når afgiften er betalt.
Holder det, som det australske medie skriver, bliver den firedørs 8-Serie til et medlem af 7-Serien, mens BMW vil lægge flere kræfter i 6-Serien. Sidstnævnte skal løfte arven efter 4-Serien. Omvendt skal det ikke overraske os, hvis 4 Serie-programmet om bare få år kun består af den elektriske i4.