Racedays.dk fortæller her til aften, at det nu er københavnernes tur til lovligt gaderæs.
Efter utallige forespørgsler har Racedays.dk nu besluttet at lægge vejen forbi Sjælland i 2018. Nærmere bestemt bliver det Hvidovre, der lægger asfalt til to gange ræs.
– Vi har været i dialog med Hvidovre Kommune, som har givet os tilladelse til at afholde to arrangementer på Kystholmen i Hvidovre. Arrangementerne kommer til at foregå lørdage den 5. maj og 18. august. Der kommer til at blive kørt 201-meter i seks timer fra kl. 14-20. Vi glæder os rigtig meget til at komme til Storkøbenhavn, da vi har fået mange henvendelser, siden vi startede, og samtidig giver det deltagerene i DM i Streetrace muligheden for at komme øst for Storebælt, fortæller Racedays.dk til Boosted Magazine.
Også Vojens, Skrydstrup og Skjern vil være klar til ræs, når sæsonen skydes i gang. Se mere i kalenderen for 2018 på Racedays.dk.
AUTO SHOW ER MED IGEN
Sidst, men bestemt ikke mindst, er Odense igen udvalgt som værtsby for et ganske særligt streetrace. Det bliver i forbindelse med Auto Show Denmark, der afholdes i Odense Congress Center, hvor gæsterne lørdag aften igen kan køre direkte fra showbiler og arena-ræs til lovligt streetrace et par kilometer fra messecenteret. I år en kæmpe succes, som heldigvis gentages i 2018.
Følg med her på Boosted.dk eller Auto-Show.dk for nærmere information om racet i Odense.