Med en stigning på 7,6 pct. i omsætning er der sket en bemærkelsesværdig vækst på brugtbilmarkedet fra 2019 til 2020. Antallet af handler blev 440.000, hvilket er rekord og sættes i relief af, at nybilsalget faldt med 12,2 pct.
– Coronaen medførte, at dels så tørrede lagrene af nye biler ud, og samtidig så begyndte forbrugerne af efterspørge biler som følge af, at de offentlige transportmidler blev lukket,” siger markedsanalytiker Jan Lang fra Bilbasen.
Efterspørgslen af især mini- og mikrobiler er gået i vejret som direkte følge af disse faktorer, skriver Bil Magasinet.
Pendlere købte brugte biler i 2020
Netop i forbindelse med nedlukningen af offentlige transportmuligheder har pendlerne set sig nødsaget til at gå ud og købe bil i stedet.
– Vi havde godt 14.000 mikro- og minibiler til salg i starten af april. Nu har vi under 7.000, så udbuddet er faldet med over 50 pct. Samtidig er prisen på en fire år gammel mikrobil som Toyota Aygo steget fra i gennemsnit 60.000 kr. til nu 70.000 kr., forklarer Jan Lang.
Brugte elbiler rives væk på
Selv om der er godt gang i salget af mini- og mikrobiler, er det ikke de eneste biler, der går som varmt brød på brugtbilmarkedet.
Også efterspørgslen på brugte elbiler er stigende. Hos Biltorvet.dk mærker de i den grad et skift i markedet.
“Vi har set et markant fald i antal dage, elbilerne står på lager, fra 67 til 48 dage, henover efteråret, og salget er i samme periode steget med ca. 50 pct.,” siger Claus Nyboe, som er direktør hos Biltorvet.dk.
Hvor er det bedste brugtkøb lige nu?
Hvis man vil gøre en rigtig god handel på markedet i disse dage, skal man måske se bort fra elbiler og mikrobiler. Claus Nyboe siger, at såfremt man skal bruge en brugt bil med plads til to voksne og to børn, og har 300.000 kr. at gøre godt med, er vurderingen, at man skal gå efter en nyere brugtbil.
Eksempelvis kunne en Peugeot 3008 fra 2020 være et fornuftligt køb, uafhængigt af om man vil have benzin eller diesel.
Der har været mange faktorer i 2020, som har medført de høje salgstal – især pandemien, men også de nye bilafgifter kommer til at påvirke markedet fremover.
Disse biler bliver atteraktive
Jan Lang forudser, at 2021 ligeledes vil blive et flot år for brugtbilshandlen og han holder særligt øje med premium plug-in hybridbiler som Volvo, Audi, Mercedes og BMW.
“Vi kan faktisk se udviklingen allerede nu, at der er en øget interesse for netop de biler på brugernes søgeadfærd på Bilbasen,” siger Jan Lang.
Han fortæller, at det især skyldes den omtale, der har været af disse modeller på nybilsmarkedet, som i stor stil smitter af på brugtbilsefterspørgslen.
Det nye lovkompleks omkring afgifter vil desuden være med til at drive den grønne omstilling, særligt på nybilsmarkedet, men det vil også gøre det mere attraktivt at købe især nyere og dyrere plugin hybrider og elbiler, altså dem som har fået lavere afgifter.
Forventer ikke rekordår i 2021
Alt i alt forventer Jan Lang et år 2021 lidt over gennemsnittet med reelle salg, der kommer til at ligge mellem 380.000 til 400.000.
“Jeg forventer ikke, at 2021 bliver et rekordår af følgende årsager: Den gruppe af folk som var påvirket af pandemien i forhold til offentlig transport og dermed gik ud og købte biler i stedet, har fået deres behov dækket. Men jeg forventer et fint år, som nok kommer til at ligge lige over gennemsnittet.”