BYD har ikke rigtig fat i danskerne. Men kineserne bygger alligevel så mange biler, at de har behov for verdens største bilskib. Det sejler med næsten 10.000 biler.
Det kinesiske bilmærke BYD har taget et nyt skridt i sin globale ekspansion ved at bygge verdens største skib til fragt af biler.
Skibet, der kan transportere op til 9.200 biler, er et tegn på BYDs ambitioner om at øge sin eksport, på trods af stigende straftold på elbiler fra Kina i flere lande.
Toyota og en lang række andre bilmærker benytter sig af specialbyggede RoRo-skibe (Roll-on/Roll-off) til at transportere biler over lange afstande.
BYDs nye skib, “BYD Shenzhen”, overgår tidligere rekorder med sin kapacitet på 9.200 biler. Skibet er 219 meter langt, 37,7 meter bredt og har en tophastighed på 18,5 knob (34,3 km/t).
Det skriver Carnews China.
“BYD Shenzhen” er drevet af diesel og udstyret med store batteripakker. Batterierne bruges ikke til at drive skibet fremad, men til at forsyne det med strøm, når det ligger i havn eller er i standby-tilstand. BYD hævder, at denne teknologi gør “Shenzhen” til det mest miljøvenlige fragtskib til biltransport.
Toyota har endnu ikke skibe af denne størrelse i deres flåder. “BYD Shenzhen” er det fjerde skib i BYDs flåde af biltransportskibe. Virksomheden planlægger at udvide flåden til otte skibe i begyndelsen af 2026.
Til sammenligning kunne BYDs første fragtskib, der blev søsat i 2024, transportere omkring 5.000 biler. Søsterskibet “Hefei” har en kapacitet på 7.000 biler.
I 2024 eksporterede Kina i alt 417.204 elbiler, herunder et stigende antal til Europa. BYDs investering i en flåde af store fragtskibe indikerer en forventning om fortsat vækst i eksporten, trods handelsbarrierer.
LÆS OGSÅ: Lando Norris’ Ferrari F40 smadret i grum ulykke
Toyota og andre af de helt store bilproducenter må følge BYD’s ekspansion med interesse. Den kinesiske virksomheds aggressive satsning på eksport kan ændre magtbalancen i den globale bilindustri.
Omvendt er der også stemmer i Kina, som ikke tror på, at hele korthuset holder. Hos Nio, der sidste år floppede og lukkede næsten ned i Danmark, tror ledelsen fortsat på, at det kan blive til verdens største bilmærke. Eller i hvert fald en af de største.
Faktisk mener bilmærkets direktør og grundlægger William Li, at fem af verdens største bilmærker om bare ti år kommer fra Kina.
Hos Xpeng er forudsigelserne noget mere dystre i det. Mærkets direktør He Xiaopeng mener, at de kommende år bliver ‘et nødsløst udskillelsesløb’ i bilindustrien. Og at flere bilmærker som en konsekvens vil være bukket helt under inden 2027.