Christoffer Hellenes ejer en Nissan Leaf. Men bilen vil bare ikke holde kæft, selvom han har bedt den om det. Nissan kan tilsyneladende ikke løse problemet.
Christoffer Hellenes oplever en irriterende fejl i sin Nissan Leaf. Hver gang han nærmer sig en betalingsvej, advarer bilen ham med en høj kvindestemme, selvom funktionen er slået fra.
“Advarsel betalingsstation”, lyder det til stor gene for Hellenes.
Nissan har ikke været i stand til at løse problemet, trods flere forsøg.
– Det skyldes formentlig en programmeringsfejl, som det selv efter flere reparationsforsøg ikke har været muligt at løse, bekræfter daglig leder Bjørn Georg Sørensen hos mærkeforhandler Mobile Jarlsberg over for norske Motor.
Problemet opstår, når Hellenes kører på betalingsveje. Selvom betalingsvejassistenten er slået fra i bilens indstillinger, afbryder kvindestemmen alligevel radio eller podcast med en advarsel.
Hellenes har forsøgt at løse problemet ved at aktivere og deaktivere assistenten før hver køretur, men fejlen vender tilbage, hver gang han starter bilen.
Hellenes har haft bilen på værksted flere gange, hvor de har forsøgt at nulstille funktionen, opdatere softwaren og foretaget andre ændringer, uden held.
Hverken importøren eller mærkeforhandleren kender til lignende problemer i andre Nissan Leafs. “Vi er ikke stødt på denne fejl på andre Nissan Leafs. Der er åbenbart noget galt med denne bil. Sådan skal det ikke være,” siger kommunikationschef Stian Thrane i Nissan Norge.
Nissan har tilbudt Hellenes en kompensation på 10.000 kroner for ulejligheden, men han er ikke tilfreds med tilbuddet.
– 10.000 kroner (svarende til 6.360 danske kroner, red.) er alt for lidt. Nissan fortæller mig, at det er en mindre fejl. Men hvorfor er de ikke i stand til at løse en lille fejl?, spørger bilejeren.
Læs flere spændende nyheder fra bilernes verden lige her – hver dag!