Ikke alle er lige begejstret for de forslag, der i fredags blev fremlagt for at få bilerne ud af Odense.
Under overskriften “Den Grønne Mobilitetsplan” kom tre arbejdsgrupper i fredags med bud på, hvordan politikerne i Odense kan smide bilerne ud af byen. Arbejdsgrupperne vil blandt andet have sløjfet halvdelen af alle byens parkeringspladser. Timetaksten for at parkere skal desuden sættes voldsomt op.
Og vil bilisterne alligevel køre rundt i byen, skal hastigheden gevaldigt ned. 50-zoner ændres til 20 km/t, mens 60-zoner ændres til 30 km/t. Det skriver TV2 Fyn.
LÆS OGSÅ: Flygtede fra politiet med hjulspin – nu har staten snuppet hans BMW
Bilister skal også affinde sig med, at de skal holde sig inden for bestemte zoner, og at disse zoner ikke må krydses. Arbejdsgrupperne vil desuden have Odenses politikere til at indføre nulemissions-zoner, hvor kun elbiler må køre. Desuden skal flere veje indsnævres til ét spor i hver retning, ligesom endnu flere veje kun skal være for busser.
Venstre: “Det er voldsomt”
Bilisterne skal altså jages på byporten, for at Odense senest i 2030 kan blive en co2-neutral by. Og et samlet byråd er enig i den betragtning, er det langt fra alle politikere der er lige begejstret efter fredagens forslag.
– Der kan være nogle, som ikke kan eller ikke har råd til en grønnere omstilling. Hvilke konsekvenser kommer det til at have for dem, og hvilken effekt får det for vores bymidte, siger Christoffer Lilleholt (V) til TV2 Fyn.
Venstre-politikeren kalder forslagene for ‘voldsomme indgreb’, som han ikke ‘havde regnet med’.
Noget andet er, at arbejdsgrupperne også vil have politikerne til at forbyde varelevering. I hvert fald må det kun ske i bestemte tidsrum. Varebilerne skal også være elbiler, mener arbejdsgrupperne.
Samlet set skal der køres 1,9 millioner kilometer færre i Odense hver dag. Endnu er ingen af arbejdsgruppernes forslag dog vedtaget. Forud for politikernes beslutninger venter også flere borgermøder.