I fredags sikrede danske Micehelle Gatting sig titlen som vinder af Ferrari Challenge Europe.
Som Le Mans-kører har hun allerede noget af et CV, og i fredag kunne Michelle Gatting så kalde sig en ting mere – europamester.
I fredags vandt aarhusianeren nemlig Ferrari Challenge Europe. Ovenikøbet som den første kvinde – nogensinde.
Hun kørte ikke først over stregen, men i det samlede regnskab var en fjerdeplads i sæsonens sidste løb nok til at sikre den 27-årige racerkører en plads øverst på podiet.
BT’s motorsportskorrespondent Peter Nygaard mener da også, at Gatting har god grund til at juble over præstationen.
– Det er helt klart et skridt i den rigtige retning. Jo flere pokaler, du kan vinde, desto bedre. Det er helt sikkert noget, der vil hjælpe hende. Ikke mindst overfor Ferrari, som har store planer i motorsporten, siger han til DR.dk.
Der venter endnu en racerbil
Lørdag aften kunne Gatting fuldt fortjent lade sig hylde til Ferraris sæsonafslutning Ferrari Mondiali i Italien. Sæsonen er dog ikke slut for danskeren.
På sin Facebook-profil skriver den glade europamester nemlig, at hun om blot et par dage endnu skal finde vej ned i en racerbil. Denne gang i Frankrig hvor hun skal køre en tre-dages test på Circuit Paul Ricard nær Marseille.