Det bliver ikke vildere end den nye M3. I hvert fald ikke hvis det skal komme fra BMW i den størrelse. Altså med firehjulstræk og 530 hestekræfter.
Firehjulstræk, rækkesekser på tre liter og 530 hestekræfter.
Det er bare nogle af højdepunkterne i den M3, BMW sender på gaden til modelåret 2025. Og ikke bare det. Men de specifikationer har de tyske ingeniører faktisk aldrig bygget en vildere M3.
I hvert fald ikke når vi tager udgangspunkt i det, der er godkendt til offentlig asfalt. Men vent, der er flere gode nyheder. For BMW holder på formerne.
Det betyder, at den ‘nye’ M3 både kommer som sedan og stationcar. Eller touring som BMW siger i sidstnævntes tilfælde.
LÆS OGSÅ: BYD’s nye hybridbil lover over 2.000 kilometer på én tank
Med bagsæderne lagt ned er der hele 1.500 liter at fylde med alt tænkeligt grej. Helt så meget plads kan sedan-modellen af åbenlyse årsager ikke prale af. Men uanset karosserivariant deler bilerne flere detaljer. Blandt andet et nyt M-rat og bremseskiver i kulfiber.
Vil man have baghjulstræk, som mange BMW-folk sværger til, er det kun muligt i sedan-modellen. Til gengæld vil den også kunne fås med seks-trins manuelt gear. Selvom BMW egentlig har sagt, at det er slut med tre pedaler.
Er det hastighed, man går op i, skal man dog vælge sedanen med 8-trins automatgear og firehjulstræk. Her lover BMW en 0-100 km/t-tid på 3,5 sekunder.
Hvilke udgaver, der kommer til Danmark, vides endnu ikke. Derfor ved Boosted-redaktionen heller ikke noget om eventuelle priser. Men vi følger sagen.
PS: Vidste du, at en af M3’ernes nærmeste konkurrenter er på vej helt ud af produktion? Ja, den er god nok. Desværre kommer kun ét eksemplar af de absolut sidste biler til Danmark. Læs mere om det her.