Er der noget, Porsche-kunder skal bede om i øjeblikket, er det Taycan-modeller. Fabrikken i Zuffenhausen har så travlt, at der allerede er spyttet 100.000 ud.
100.000 Porsche Taycan svarer til det samlede antal elbiler på de danske veje. Og det siger ikke så lidt. Tyskerne har haft åndssvagt travlt med at få modellen bygget, og der er ikke noget, der tyder på, at det er ved at tynde ud i ordrebogen.
Bil nummer 100.000 er neptune-blå og højrestyret, fordi den skal leveres til en kunde i England. Det skriver Porsche i en pressemeddelse. Med historien om den blå milepæl følger et par eksempler på, hvordan Taycan-ejerne har brugt deres biler.
Med streg under brugt. For der findes nogle Taycan-modeller på veje som – taget i betragtning af hvor nye de er – virkelig har kørt langt. Franskmanden Jean-Hubert Revolon købte en Taycan 4S i august, og ifølge Porsche har den bil allerede kørt 188.000 kilometer.
En anden franskmand Guillaume Takvorian har kørt 113.000 kilometer i sin Taycan 4S, siden han fik den leveret i juni 2020. Porsche fortæller, at Guillaume Takvorian også ejer en 911 Targa, og at han nyder valget mellem forbrændingsmotoren og den lydløse ellert.
Herhjemme er Porschen desværre en uhyggeligt dyr sag. Du kommer ikke ud at køre i en Taycan for under 830.000 kr. Altså hvis den skal være med fuld dansk afgift. Topmodellen, Turbo S som absolut intet har med turbo-teknik at gøre, koster fra 2,1 mio. kroner.