På en mark i Wales står hundredvis af Range Rover og Land Rover-modeller bare for at ruste væk. For ejerne blev de for dyre at holde kørende.
Hundredvis af Range Rover-modeller er blevet forladt i det walisiske landskab. Mange ejere har angiveligt valgt at efterlade de dyre luksusbiler, fordi de er for omkostningstunge at vedligeholde og køre rundt i.
Fundet af bilerne har skabt opmærksomhed og givet anledning til spekulationer om deres skæbne.
Bilerne blev opdaget på en mark i Wales. Det var yotuberen Imstokze, der tilfældigvis stødte på stedet under en længere rejse gennem det landlige område. Ifølge britiske medier som The Sun måtte han rejse i flere timer for overhovedet at nå frem til stedet.
De fleste af bilerne er tredje generations Range Rovers. Men der er også flere Land Rover Discovery-modeller blandt de forladte køretøjer.
Selvom nogle af dem fremstår i dårlig stand, er interiøret i mange tilfælde overraskende velbevaret. Træ og læder i kabinen ser stadig ud til at være intakt på mange af de parkerede biler, selvom de står ude i det fri.
Range Rover var et ekstremt populær valgt i England op gennem 90’erne og de tidlige 00’erne. Hvilket de sådan set stadig er. Men de ældste af bilerne er nu i mange tilfælde endt som byrder for ejerne.
Og fordi der i England slet ikke er de samme afgifter på biler, som danskerne plages med, er køretøjerne i højere grad brug og smid væk-genstande. I hvert fald når de bliver gamle nok.
Et ‘ondt’ brændstofforbrug samt høje service- og reservedels-omkostninger gør ikke ligefrem bilerne mere attraktive i en tid, briterne betegner som en ‘cost of living crisis’.
Nogle af bilerne på stedet synes at være blevet købt billigt. Måske for at blive repareret, solgt videre og sendt ud på vejene igen. Men lige så meget tyder på, at den plan er gået i vasken. Og at bilerne nu bare er overladt til deres egne skæbne.
– Det er usandsynligt, at nogen vil bruge kræfter på at puste nyt liv i bilerne, siger youtuberen Imstokze.
Han beskriver fundet som en påmindelse om, hvor hurtigt bilmodeller kan miste deres relevans, når vedligeholdelse og driftsomkostninger overstiger bilernes værdi.