I et desperat træk for at få flere kunder ind i butikken, sælger kinesiske MG nu to elbiler for én bils pris, hvis man altså tager MG4.
Noget tyder på, at den tyske MG-importør har bestilt for mange biler hjem fra fabrikken i Kina. I hvert fald prøver importøren nu at sælge to biler for én bils pris.
Hvis man køber en MG4 i Tyskland senest 31. juli 2024, får man leveret to styk. Den sidste er på forhandlerens/importørens regning. Næsten da.
Det skriver Auto Bild.
For bil nummer to er en leasingaftale. Den løber i fire år, men til gengæld er udgiften for MG-kunden 0 kroner. Eller 0 euro alt efter hvordan man ser på det. Altså er bil nummer to gratis.
LÆS OGSÅ: Europas største batterifabrik overvejer at droppe elbiler
Normalt skal MG4-kunder ellers betale det kinesiske mærke 180 euro om måneden eller 1.342 danske kroner for at lease sådan en bil i Tyskland. Desuden skal man holde sig inden for et kørselsbehov på 5.000 kilometer om året. Men MG refunderer hele beløbet, bare man i forvejen køber én MG4.
Helt konkret er det MG’s moderselskab SAIC-koncernen, der afholder udgiften, den tyske importør har, hvis nogen da hopper med på tilbuddet.
Helt gratis er det da heller ikke. Altså bil nummer to. For MG vil have 999 euro – eller 7.500 kroner – i såkaldt transportgebyr. Det er ikke penge, man får igen, når bilen skal afleveres til forhandleren efter de fire år med leasingaftalen.
Helt skidt går det dog ikke for MG i Tyskland. Det kinesiske bilmærke, som fejlagtigt hævder, at det fylder 100 år i 2024, har i MG4 den næstmest populære elbil i hele Tyskland.
I løbet af juni måned, som er den seneste periode, der er opgjort salgstal for, er det kun Volkswagen ID.3, det salgsmæssigt er gået bedre for. Men der må altså holde nogle biler på lagre rundt omkring, som MG i Tyskland virkelig gerne vil af med.
Omvendt er det interessant, at MG i Tyskland overhovedet kan gøre den slags uden at sætte penge til.
SAIC-koncernen vil nemlig ikke samarbejde med EU i forbindelse med en anti-statsstøtte-undersøgelse. Derfor skal koncernens bilmærker også betale den maksimale straftold på 38,1 procent. Læs mere om det her.
Læs flere spændende nyheder fra og om bilernes verden lige her