Den præcise dødsårsag er endnu ikke fastlagt.
2023 var kun lige begyndt, da livet sluttede for et af motorsportens største ikoner. Mandag 2. januar omkom den amerikanske rallykører Ken Block på tragisk vis i forbindelse med en ulykke på en snescooter.
Ulykken skete, skriver politiet i Wasatch County i Utah, da Ken Block kom kørende på en stejl skråning. Her tippede den snescooter, han sad på. Den landede ovenpå ham. Da redningsmandskab og politiet nåede frem omkring kl.14 lokal tid, blev den 55-årige Block erklæret død på stedet som følger af sine kvæstelser. Det skriver politiet i et Facebook-opslag.
LÆS OGSÅ: Nyt år, nye ‘regler’ – nu skal danske bilister huske dette
Politiet oplyser endvidere, at Block kørte sammen med en gruppe personer, men at han var alene på snescooteren, da ulykken skete. Nu er det op til statens retsmedicinere at fastlægge dødsårsagen.
Det var Hoonigan Industries, som Ken Block i sin tid var med til at grundlægge, der i nat dansk tid delte den forfærdelige nyhed om racerkørerens alt for tidlige død. Siden er det strømmet ind med kondolencer.
Alle – lige fra Le Mans-legenden Tom Kristensen til Audi, internetfænomenet Adam LZ og flere venner og kolleger fra rallysporten – har udtrykt deres sorg over tabet. Ken Block efterlader sig sine kone Lucy og tre børn.