Klistermærket er ulovligt at bruge på offentlig vej. Alligevel er det nemt at få fat i. Også på Black Friday. Men nummerplader må ikke manipuleres i Danmark.
Boosted har beskrevet det før. Det lille sorte klistermærke, som mange bilister sætter på bilens nummerplade for at skille sig ud. Men det er ulovligt at bruge. Også på Black Friday.
Ifølge FDM lægger flere bilister de sorte klistermærker hen over den blå DK-landekode i nummerpladens venstre side. Det sorte mærke beholder typisk EU-stjernen.
Men den går ikke. Heller ikke selvom det siden 2009 har været muligt at vælge et sæt nummerplader med EU-mærker. For disse skal stadig være på en blå baggrund.
Det går heller ikke at vælge en nummerplade uden EU-markering for så at sætte en sort EU-markering på nummerpladen.
Boosted-redaktionens hurtige Google-søgning afslørede de første fem Black Friday-tilbud på ulovlige (i brug på offentlig vej, red.) klistermærker.
LÆS OGSÅ: Mercedes’ revolutionerende bremser skal aldrig skiftes
Men det er altså en dårlig idé. For opdager politiet klistermærkerne på biler, der kører på offentlig vej, udløser det 1.000 kroner i bøde.
I Norge har man samme forbud mod brugen af klistermærkerne. I hvert fald på offentlig vej. Alligevel skriver Motor.no, at man har kunnet finde klistermærkerne til salg i fysiske butikker. Bl.a. norsk T.Hansen. Boosted har dog ikke kunnet finde lignende klistermærker hos den danske del af virksomheden.
Over for norsk TV siger den norske del af T.Hansen, at de sorte nummerplade-klistermærker har mange andre anvendelsesmuligheder, og at det er derfor, de stadig er i sortimentet.
– Vores erfaring er, at dette produkt har mange anvendelsesmuligheder, blandt andet til udstillinger, biludstillinger, bane, billeder til sociale medier og meget mere, siger marketingchef Hans-Andre Sørvik.