Forbrændingsmotoren er måske ikke så død, som mange gerne ser den. Nu satser Seat på den.
Ikke bare er spanierne røget ned ad den interne rangliste i VAG-koncernen – mærket skal snart ikke bygge biler mere.
Men indtil da satser Seat på, at der endnu er liv i forbrændingsmotoren. Det fortæller Christian Sauer, som er administerende direktør for både Seat og Cupra i Danmark, til Finans.
Mens Seat stadig eksisterer, skal mærket de kommende år tilbyde modeller med forbrændingsmotor.
Det er stik modsat af Cupras strategi, som betyder et modelprogram kun med elbiler senest i 2030. Så travlt har Seat dog ikke.
LÆS OGSÅ: Medie: Helt andet bilmærke overtager Audis plads i Formel 1
– Seat skal fremover drives på traditionel vis med gode tilbud på biler med forbrændingsmotor. Mange danskere vil stadigt gerne kunne købe biler til omkring 150.000 kroner, og det skal Seat kunne tilbyde, siger direktøren i Danmark til Finans.
Seats fremtid i Volkswagen-koncernen er på lånt tid.
– Vi lukker ikke Seat. Men vi er nødt til at få mærkets fremtid afklaret. Lige nu går det fint som et budget-mærke til de yngre købere, men vi ser gerne, der sker noget enten i 2028 eller 2029, fortæller Volkswagens bestyrelsesformand Thomas Schäfer til Autocar.
Ifølge Schäfer er en løsningen på ‘problembarnet’ Seat, at mærket ændrer identitet. Allerede nu har det været fremme, at Seat fremover kun skal bygge scootere og små transportmidler, der vil gøre sig godt i byerne.
Biler er nemlig ikke det, Seat sælger mest af. I hvert fald ikke i Danmark, hvor Seat kryber ind på en 20. plads, når det kommer til nybilssalget.