Donald Trump har allerede sagt, at han vil afskaffe statsstøtten til elbiler. Nu forsvinder 8.000 ladestandere fra regeringsbygninger permanent.
Elbiler og ladestandere i USA bliver nu påvirket af Donald Trump og præsidentens politik. Den amerikanske General Services Administration (GSA) begynder nemlig at lukke ned for 8.000 elbilopladere ved offentlige bygninger.
Ifølge den nye regering er ladestanderne ikke „kritisk infrastruktur‟, og de skal derfor fjernes.
GSA administrerer de føderale kontorbygninger i USA og står for driften af elbilopladere ved statens ejendomme. Nu bekræfter Colorado Public Radio, at lukningen af opladerne vil starte allerede i denne uge.
Under Joe Biden blev over halvdelen af de 650.000 køretøjer i GSA’s flåde udskiftet med elbiler. Hvordan de nu skal oplades, er uklart. En mulighed er, at de bliver solgt.
Donald Trump gik til valg på at styrke olieindustrien og reducere støtten til elbiler. Nu begynder hans administration at gennemføre de planlagte ændringer. Ud over lukningen af ladestandere er der også planer om at fjerne skatterabatten for køb af elbiler.
Samtidig er der bredere initiativer i gang for at spare penge i det offentlige system. Tesla-direktør Elon Musk har tidligere udtalt, at han vil arbejde på at reducere myndighedernes udgifter, og mange statsansatte risikerer at miste deres job.
Hos EPA – eller Environmental Protection Agency – der håndhæver USA’s miljølovgivning over for bilmærkerne, har man allerede varslet en fyringsrunde, der forventes at koste 1.000 ansatte jobbet. Læs mere om det her.
Trumps politik betyder også, at andre initiativer fra Biden-regeringen bliver rullet tilbage. Investeringer i elbilinfrastruktur og udvidelsen af ladenetværket bliver begrænset, hvilket kan få konsekvenser for elbilmarkedet i USA.
Hvad der skal ske med de elbiler, som regeringen allerede har indkøbt, er stadig uafklaret. Den politiske kursændring viser en tydelig prioritering af fossile brændstoffer frem for el.
Lukningen af ladestanderne markerer endnu en ændring i den amerikanske energipolitik, hvor den nye regeringen sætter fokus på traditionelle brændstoffer frem for strøm til elbiler
Læs flere artikler efter annoncerne: