Wismo Group, der importerer Stellantis-koncernens mærker i Danmark, har fået skarp kritik for dårlige garantiforhold. Så nu udvides fabriksgarantien til 5 år.
Wismo Group, der importerer Stellantis-koncernens mærker i Danmark, har fået tørre tæsk for en manglende og i bedste fald elendig garanti på elbiler i Danmark.
Så nu udvider man den samlede fabriksgaranti til 5 år.
Det oplyser importøren i en pressemeddelelse.
Garantiforlængelsen, som importøren kalder det, gælder alle nye elbiler, der indregistreres og udleveres til danske kunder efter den 22. april 2025.
– Som en ekstra sikkerhed tilbyder vi i samarbejde med Stellantis nu Extended Warranty Premium; en udvidet garanti, der følger med, når du køber en ny, fuldelektrisk Peugeot.
– Det betyder, at din bil er dækket af en samlet fabriksgaranti i 5 år eller op til 150.000 km, lyder det fra Peugeot i Danmark.
Længere garanti på Peugeot i Danmark
I biler, der er købt efter skæringsdatoen, kan ejerne også købe sig til den udvidede garanti. Men det kræver, at bilerne ikke kører på andet end strøm, og at de ikke er ældre end 18 måneder.
Desuden vil Wismo Group og Stellantis’ nye fabriksgaranti ikke dække hverken benzin- og hybridbiler.
Boosted har tidligere kunnet fortælle, hvordan danskere i elbiler fra Stellantis-koncernen har meget dyre problemer. Blandt står de såkaldte onboard-chargere af.
På den måde kan bilerne ikke lades op, og en ny enhed kan kun udskiftes af Stellantis/importørens egne værksteder, fordi der er lagt en kode, der binder bilen til den enkelte del, i fra fabrikken.
I Holland har Stellantis-importøren valgt at tage sin del af ansvaret ved at love visse kunder økonomisk hjælp med de onboard-chargere, de i første omgang selv måtte betale for.
Boosted har forsøgt at spørge Wismo Group til, om det er en model, der også gælder i Danmark. Trods lovning om et svar er presseafdelingen endnu ikke vendt tilbage.
I Danmark omfatter den nye fabriksgaranti ifølge importøren mærkerne Opel, Peugeot og Citroën der er solgt af Wismo Group.
5 års fabriksgaranti er dog ikke noget nyt. Volkswagen-koncernen, hvis biler hentes til Danmark af Semler-gruppen, kan noget lignende.
Men det skyldes, at importøren selv tager ansvaret for de ekstra 3 års garanti.
Tak fordi du læste med. Har du set en fejl i artiklen? Så fortæl os det: bj@boosted.dk