Elbiler koster i snit 21 procent mere end nye benzin- og dieselbiler, viser en ny tysk opgørelse. Opel er sprænger dog skalaen.
En elbil kan være meget billig at eje, hvis man da har råd til at købe en. Og det er ikke sikkert, at det forholder sig sådan.
En ny tysk undersøgelse viser nemlig, at elbilerne i snit er 21 procent dyrere i indkøb end deres tilsvarende modstykker med benzin- eller dieselmotor.
Det konkluderer Center for Automotive Research (CAR) efter at have gennemgået prisen på 20 bilmodeller på det tyske marked.
Analysen er baseret på bilernes listepris fratrukket eventuelle rabatter. Og her er der ikke så meget at diskutere. Faktisk overhovedet ikke noget. Elbilerne er bare dyrere.
LÆS OGSÅ: Fjerner katalysator – biler sviner lovligt 1.000 gange mere
Og faktisk markant dyrere. Hvis man omregner prisen til danske kroner, viser tyskernes gennemgang, at elbilerne i snit koster 334.000 kroner. Så skal der trækkes en gennemsnitlig rabat på 12,9 procent fra. Derfor ender prisen på 291.000 kroner.
Den tilsvarende model med forbrændingsmotor bliver sat endnu mere ned. Nemlig med 15 procent. Derfor ender den også med en pris på godt 240.000 kroner.
Derudover er der store forskelle mærkerne imellem. Mærker som Peugeot, Nissan og MG har ekstremt store forskelle mellem biltyperne, når det kommer til forbrændingsmotor eller den tilsvarende elbil.
Værst står det til hos Opel, hvor det er 79 procent dyrere at købe en ny elektrisk Corsa, Corsa-e, fremfor den med benzinmotor.
Til sammenligning koster den elektriske BMW X1 blot seks procent mere end modellen med forbrændingsmotor, og Mercedesen ligger omkring samme niveau.
– Det er slående, at tyske premium-mærker, især BMW, gør prisforskellen mellem el- og forbrændingsversionen så lille, siger Ferdinand Dudenhöffer, chef for CAR, i en pressemeddelelse.
Læs flere spændende nyheder fra og om bilernes verden lige her!