Det er ingen hemmelighed, at Tesla har sendt priserne på deres biler i vejret. Og det er et problem for Elon Musk.
Han kan bare kigge på tallene. Og om nogen burde han da også vide det. Priserne i Teslas modelprogram har på det seneste fået flere hak opad. Og det er et problem, forklarede Elon Musk i forbindelse med Teslas kvartalsregnskab. Det blev fremlagt i sidste uge.
– Vi har hævet vores priser en del gange nu, og det til ærlig talt pinlige niveauer. Men vi har også haft en masse forsyningskæde- og produktionsproblemer, og vi oplever en vanvittig inflation i øjeblikket, lød det fra chefen selv ifølge Automotive News.
Omvendt tror Musk også på, at økonomien snart vil rette sig. Sker det, vil det bane vejen for, at Tesla kan sænke priserne hen mod slutningen af året. Altså måske.
Der er håb forude.. måske
– Jeg tror, at inflationen vil falde hen mod slutningen af året… Jeg håber – og det her er ikke et løfte – men jeg håber, at vi på et tidspunkt kan reducere priserne en lille smule, sagde han.
Forklaringen på Teslas – og for den sags skyld andre bilproducenters prishop – skal findes i en kombination af varemangel og den generelle inflation. Desuden oplever bilindustrien en efterspørgsel, som kun de færreste overhovedet kan følge med. Der mangler ganske enkelt biler. Og det nye som brugte.
Lige nu ligger Teslas største problem i produktionen af biler. Den går ikke hurtig nok, indrømmede Musk. Omend han tror på, at Tesla i slutningen af året kan producere 40.000 biler om ugen.
Og selvom der er problemer, har Teslas ansatte ved samlebåndene lige præsteret deres bedste nogensinde. Det fremgår også af kvartalsregnskabet. Aldrig før har så mange Tesla forladt samlebåndene på en måned som i juni måned.